B.93 forstærker sig med rutineret ligaspiller

0
2024
Silke Bonnén.

20-årige Silke Bonnén vender tilbage til B.93 efter to år med kvindeligafodbold i BSF og et år i USA, hvor hun har spillet for Kansas State University Athletics

B.93 har forstærket sig med den 20-årige forsvarsspiller Silke Bonnén, der dermed vender tilbage til klubben, hvor hun spillede indtil 2017.

Silke Bonnén skiftede dengang til Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) for at spille 3F Liga, og sidste sommer tog hun springet til USA, hvor hun spillede over 20 kampe for Kansas State University Athletics i efteråret. Nu er hun retur i København – med en masse rutine og fysik fra USA:

“I USA er det meget mere fysisk, og der bliver løbet mere. Så jeg kan løbe langt og blive ved med at presse, selv om det er hårdt. Jeg håber at kun bidrage til holdet med min rutine og en aggressivitet, der kan være eksempel for andre til at smadre igennem, når det gælder,” siger Silke Bonnén.

Da hun sidst var i klubben, spillede Silke Bonnén både U18 DM og seniorkampe. Dengang var hun 17-årig blandt de yngste på seniorholdet, men nu er Silke, som hun siger, “en af de gamle”, når der trænes. Det er nemlig et ungt hold, hun er trådt ind på:

“Det er et meget talentfuldt hold, der er teknisk dygtige og kan lide at have bolden – og det kan jeg også selv. Jeg ser chancerne for at rykke op som store,” siger Silke.

B.93 spiller den første af sæsonens fem kampe på lørdag hjemme mod Odense Q.