Nu sker det: Eurosport slår dørene op for kvindefodbolden

0
1191
Jubel fra FCN-spillerne. Foto: Steen Trolle

Selvom der ikke må være tilskuere på stadion, når Gjensidige Kvindeliga Slutspil om kort tid fløjtes i gang, er der stadig mulighed for at følge med, når Discovery Networks Danmark tv-transmitterer en kamp fra hver spillerunde. I første spillerunde sender de opgøret mellem FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring. Vi har i den forbindelse taget en snak med kampens ene kommentator, Henrik Hvillum.

Af Camilla Bergholm

Selvom corona-restriktionerne har medført, at tribunerne er tomme og trommerne er byttet ud med det ekko, spillerne og trænerne fylder stadion med, er det stadig muligt at se med fra sidelinjen, når Gjensidige Kvindeliga igen fløjtes i gang. Discovery Networks Danmark tv-transmitterer nemlig opgøret mellem FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring. Kampen kan derfor ses på Eurosport 2 og Dplay og efterfølgende på kanalen SPORT LIVE.

Kampens ene kommentator, Henrik Hvillum, glæder sig til at sætte sig i kommentatorboksen og guide seeren igennem lørdagens kamp, ligesom han også skal kommentere de resterende fire kampe fra de kommende spillerunder. Og især dagens hjemmehold er han spændt på at se i aktion.

”Jeg må indrømme, at jeg har et godt øje til Nordsjælland, og det er spændende også med Line Røddik, fordi hun er alt andet lige en af de største profiler. Jeg synes egentlig, at balancen på holdet ser interessant ud, fordi det er ikke kun helt unge spillere. Så jeg synes, at de har en fin balance på holdet. De har så fire point op til dem (Fortuna Hjørring, red.) med fem kampe tilbage, så der skal virkelig ske et mirakel, hvis de skal vinde, men jeg tror måske godt, at de kan gå hen og drille Fortuna i dag. Det vil jeg ikke afvise,” fortæller han.

FC Nordsjælland kommer ind til slutspillet på en tredjeplads med seks point på kontoen. Fire point op til lørdagens modstander Fortuna Hjørring på førstepladsen. Derfor skal man heller ikke undervurdere Fortuna Hjørring, understreger Henrik Hvillum.

”Fortuna har så også bare en enorm erfaring med at ligge i toppen og spille afgørende og tætte kampe, den faktor skal man heller ikke undervurdere,” siger han og fortæller endvidere, at FC Nordsjælland har et ømt punkt, der kan blive et problem for holdet.

”Der, hvor jeg synes, at Nordsjælland måske halter lidt, det er på målscoringsfronten, fordi du har i Fortuna Caroline Møller Hansen og Sanni Franssi, som laver alle deres mål stort set. Så de mangler en rigtig goalgetter-type. Så der har Fortuna en fordel i den sammenhæng.”

Vil have spænding
Den erfarne kommentator, der har kommenteret mellem 3.000 og 4.000 fodboldkampe, vil ikke udelukke noget. FC Nordsjælland har nemlig tidligere taget tre point med hjem fra det nordjyske, da de mødte Fortuna Hjørring i efterårets grundspil.

En sejr til nordsjællænderne vil betyde, at blot ét point adskiller holdet fra Fortuna Hjørring, hvilket vil skabe spænding i de resterende runder. Og netop en manglende spænding har været et problem ifølge Henrik Hvillum generelt i kvindefodbolden.

”Det er lidt det, der er problemet med kvindefodbold generelt, at man har en for smal bredde, men jo flere gode hold, jo bedre. Og der kan man sige, at der er ved at melde sig et tredje hold på banen,” siger han med tanke på FC Nordsjælland.

For seerne byder lørdagen og de næste uger altså på live-fodbold, hvor man kan få sin manglende fodbolddosis, pointerer Henrik Hvillum, der også understreger, hvad han håber for de kommende kampe.

”Jeg vil bare gerne have så meget spænding som muligt. Det er min kæphest,” siger han forventningsfuldt.

Kampen fløjtes i gang klokken 14:00, og den kan følges på Eurosport 2 og Dplay.

FC Nordsjælland-spiller, Camilla Kur, har også tidligere fortalt om sine forventninger til kampen. Den artikel kan findes lige her.