Odense Q-cheftræner: ”Vi kan ikke løbe fra at være storfavoritter”

0
936
I weekenden skal pigerne fra Odense Q møde ASA, Aarhus. Foto: Iver Tidemand

Lørdag byder på spændende opgør i pulje 3 mellem Odense Q og ASA, Aarhus, der sidder på puljens henholdsvis første- og andenplads. Odense Q’s cheftræner Bo Sundahl fortæller om holdets forberedelser.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

På lørdag spilles femte runde af 1. division i pulje 3, og her tager ASA, Aarhus imod Odense Q på hjemmebane. Lige nu fører Odense Q puljen med 12 point mod ASA, Aarhus med syv point. Der er derfor gode point at hente for århusianerne, hvis de kan få en sejr i hus.

Cheftræner, Bo Sundahl ser dog Odense Q som favoritter til en sejr i weekenden.

”Vi kan ikke løbe fra at være storfavoritter mod ASA, Aarhus, selvom de gav god modstand i den første kamp. Vi har fundet en god formel i de seneste kampe, så jeg tænker, at vi fortsætter af samme spor,” lyder det optimistisk fra Odense Q’s cheftræner, Bo Sundahl.

22 mål på fire kampe

Og der er i den grad grund til at være optimistisk, for Odense Q er kommet rigtig godt fra start i denne sæson. De har vundet alle deres kampe stort, blandt andet med en sejr på 8-0 over Varde IF, og der er blevet scoret 22 mål på de første fire kampe. En af holdets helt store måltyve er Kamilla Ørskov Jensen, som har stået for halvdelen af holdets mål, og dermed har titlen som topscorer i pulje 3 med 11 mål på kontoen.

Netop Kamilla Ørskov Jensen, fremhæver Bo Sundahl, som værende en af holdets afgørende spillere.

”Vi har mange spillere, som kan gøre en forskel, så det bliver svært for vores modstandere at dæmme op for vores offensiv. Vi har ligget på 25-30 afslutninger per kamp i de seneste kampe, og når så vores topscorer, Kamilla, for alvor har fundet målformen, så bliver det hurtigt til mange mål,” fortæller cheftræneren.

Stillingen i pulje 3 inden weekendens kampe.

Odense Q har kun lukket et enkelt mål ind i de fire kampe. Det var sidst de mødte ASA, Aarhus, hvor kampen endte 3-1.

”At vi har lukket så få mål ind, skyldes vi har fået godt styr på vores opbygningsspil. Vi har haft meget få boldtab i den tidlige opbygning, hvilket betyder få omstillinger og færre kontra til vores modstandere,”

Kampen spilles lørdag den 12. september klokken 12:00 i Aarhus.

Disse kampe fløjtes også i gang i weekenden:

Sundby – FB: lørdag klokken 12:00 (pulje 1)

  1. 93 – FC Damsøe: lørdag kl. 14:00 (pulje 1)

Næsby – Fredensborg BI: lørdag kl. 12:00 (pulje 2)

Solrød FC – BSF: lørdag kl. 13:00 (pulje 2)

Aarhus 1900 – Varde IF: søndag kl. 12:30 (pulje 3)

Vildbjerg – Romalt IF: lørdag kl. 13:30 (pulje 4)

Aalborg Freja – JAI, Aarhus: lørdag kl. 14:00 (pulje 4)