Hjem UNGDOM They’ll Never Walk Alone

They’ll Never Walk Alone

0
1396

Assens FC U12-piger, A-rækken
Strib – Assens FC 3-4 (2-1)
1-0 (5).
2-0 (20).
2-1 Silja Kryger (27).
3-1 (41).
3-2 Alma Gramm Jeppesen (46).
3-3 Alma Gramm Jeppesen (57).
3-4 Marie Holm (59).

Da Champions League-finalen mellem AC Milan og Liverpool FC i 2005 blev spillet på Atatürk Stadion i Istanbul, scorede Milans Paulo Maldini efter blot 52 sekunders spil til 1-0. Og inden pausen havde Hernan Crespo scoret til 2-0 og 3-0.

Da Assens onsdag aften spillede i Strib, scorede hjemmeholdet ligeledes et hurtigt mål på et hurtigt kontraløb. Og midt i halvlegen fordoblede hjemmeholdet føringen på et fladt langskud.

Mathilde trak en TV-redning op mod slutningen af første halvleg, og på angrebet efter reducerede Silja Kryger, da hun sled sig mellem to Stribpiger og prikkede bolden ind til 2-1.

Da Liverpool-spillerne bagud 3-0 sad i omklædningsrummet under de tyrkiske tribuner, sendte anfører Steven Gerrard alle andre end spillerne ud og leverede en peptalk, til holdkammeraterne, der siden blev legendarisk.

I Strib sagde træner René Gramm Jeppesen:
– Hold nu fast, piger. I skal blive ved med at tro på det, for vi kører dem trætte og vinder 3-2 eller 4-2 til sidst. Bare I bliver ved med at tro på det og hjælper hinanden.

I Istanbul var Liverpool som forvandlet og nåede at få 3-3 i den ordinære spilletid. Og efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence endte pokalen med de store ører i næverne på Steven Gerrard, der fortjent hævede den i triumf til sidst.

I Strib blev hjemmeholdet presset helt i bund.
Men i Stribs eneste kontraangreb sprang bolden op på Olivias hånd. Og det efterfølgende frispark blev tordnet op under overliggeren til 3-1.

Men trods de svære odds bevarede pigerne troen, og sammen sled de sig tilbage i kampen.

Først gik Silja Kryger frygtløs i nærkamp med keeperen. De endte begge i græsset, og så kunne Alma Jeppesen trille den løse bold i nettet til 3-2.

Tre minutter før tid bankede Alma bolden ind på et fladt langskud. Det udløste et jubelbrøl fra Assens-delegationen på sidelinjen. Men uafgjort er ligesom at tabe to point for pigerne, så presset fortsatte.

Og netop som viseren var ude på sidste runde på dommerens armbåndsur, var Marie Holm over en ripost, der først var prellet af på overliggeren og siden på stolpen.

Holms 4-3-mål var kulminationen på en kamp, hvor piger bevarede troen på sig selv, på hinanden og på, at retfærdigheden til sidst ville ske fyldest.

I pausen på Atatürk Stadion havde omkring 3.000 Liverpool-tilhængere forladt stadion af mismods-årsager. I Strib var det i slutningen af første halvleg omvendt. Her fik en tvillingemor besked på, at hun kunne hygge sig i cafeteriet i anden halvleg, hvis hun ikke dæmpede sig lidt.

De 3.000 Liverpool-tilhængere har formentlig ærgret sig lige siden deres exit. Det ville tvillingemoderen formentlig også gøre, hvis hun ikke havde overværet den sindsoprivende anden halvleg.

/Seerup Assens FC