Frederikke Thøgersen skifter til svensk tophold

0
3043
Frederikke Thøgersen bliver nu holdkammerat med Katrine Veje og Sanne Troelsgaard. Foto: FC Rosengård

Frederikke Thøgersen har underskrevet en to-årig aftale med FC Rosengård, der fører Damallsvenskan

Efter to år hos italienske ACF Fiorentina tager den danske landsholdsspiller Frederikke Thøgersen nu springet til svensk topfodbold.

Frederikke Thøgersen har underskrevet en to-årig aftale med Malmø-holdet FC Rosengaard, der aktuelt fører Damallsvenskan. Dermed bliver Frederikke Thøgersen holdkammerat med landsholdskollegerne Katrine Veje og Sanne Troelsgaard.

”Jeg har valgt at skifte til Rosengård, fordi det er et tophold i Skandinavien, og de har store ambitioner, både i ligaen og Europa. Jeg ser frem til at blive en del af et godt organiseret team, og det er selvfølgelig en bonus, at det vil være tæt på hjemmet til Danmark,” siger Frederikke Thøgersen til klubbens hjemmeside.

Frederikke Thøgersen, der fylder 26 år i næste uge, kan spille både på midtbanen og i angrebet. Hun får trøje nummer 13 og Rosengårds sportsdirektør Therese Sjögran fremhæver, at danskeren har nogle unikke kvaliteter, der giver nye muligheder i angrebet.

”Frederikke er en spiller, som vi har fulgt i lang tid. Hendes hurtighed og vilje til at løbe er unik, og det giver os mulighed for at angribe på en helt anden måde,” siger Therese Sjögran til Rosengårds hjemmeside.

Frederikke Thøgersen spillede 2013-2019 i Fortuna Hjørring, som hun har vundet mesterskaber og pokaltitler med. Hun har spillet 54 A-landskampe for Danmark.