Sidste års UEFA Women’s Player of the Year, Pernille Harder, er ‘kun’ blevet nummer ni i årets konkurrence om at blive Europas bedste. Vinderen kåres torsdag i Istanbul. Tre Barcelona-spillere dyster om titlen: Jenni Hermoso, Lieke Martens og Alexia Putellas
Det bliver ikke Pernille Harder for tredje gang, når UEFA torsdag uddeler prisen som Women’s Player of the Year. Den danske stjerne, som fik prisen for anden gang i 2020, er ’kun’ blevet nummer ni i årets konkurrence. Dermed er Pernille Harder ikke blandt de tre nominerede, som dyster om prisen ved den store uddeling i Istanbul torsdag aften.
I stedet er det tre holdkammerater fra Champions League-vinderen Barcelona, som kæmper om prisen. Det drejer sig om Champions League-topscoren Jenni Hermoso, den hollandske kantspiller Lieke Martens og Barcelonas anfører Alexia Putellas.
Jenni Hermoso blev delt topscorer i Champions Leaugue-turneringen, som Barcelona vandt efter en storsejr i finalen over Pernille Harders Chelsea. Hermoso scorede seks gange i turneringen – samme antal mål som Chelseas Fran Kirby. Derudover blev Hermoso spansk ligatopscorer med hele 31 mål i 26 kampe – de sidste tre mål scoret som ægte hattrick i sæsonens sidste kamp. Hermoso nåede i øvrigt også at score ni gange for Spanien i EM-kvalifikationen.
Hollandske Lieke Martens med en fortid i bl.a. Arsenal har også haft en forrygende sæson. Hun scorede 20 mål og leverede 16 assists i sidste sæson – fem af målene i Champions League.
Lieke Martens blev UEFA Women’s Player of the Year i 2016, så skulle hun vinde igen, vil hun tangere Pernille Harders rekord med to priser (Harder vandt prisen i 2017/18 og 2019/20).
Tredje nominerede er midtbanespiller og Barcelona-anfører Alexia Putellas. Hun er drivkraften på Barcelonas midtbane og samtidig yderst målfarlig. 26 mål leverede Putellas i 2020-21 sæsonen.
Resten af top 10 ser sådan ud:
- Vivianne Miedema (Arsenal/Holland) – 32 point
- Aitana Bonmatí (Barcelona/Spanien) – 29 point
- Caroline Graham Hansen (Barcelona/Norge) – 28 point
- Sam Kerr (Chelsea/Australien) – 18 point
- Fran Kirby (Chelsea/England/Storbritannien) – 18 point
- Pernille Harder (Chelsea/Danmark) – 17 point
- Irene Paredes (Paris Saint-Tysk/Frankrig, nu Barcelona) – 11 point
UEFA Women’s Player of the Year udpeges af en jury bestående af trænerne for de klubber, der deltog i Champions League samt 20 journalister med speciale i kvindefodbold. FODBOLD FOR PIGERs chefredaktør og stifter Steen Trolle er det danske medlem af juryen.
Tre kan blive årets træner
Ud over den bedste spiller har juryen også stemt om årets træner og bedste målmand, forsvarsspiller, midtbanespiller og angriber. De tre trænere, der er nomineret til titlen UEFA Women’s Coach of the Year, er Lluís Cortés, der førte Barcelona til Champions League-titlen, Sveriges Peter Gerhardsson samt Chelsea’s træner Emma Hayes.