KoldingQ skal fusioneres med Kolding IF

0
1886
Arkivfoto. Foto: BlumePress

KoldingQ og Kolding IF er blevet enige om en plan for fusionering af de to klubber efter længere tids forhandlinger, skriver KoldingQ i en pressemeddelse.

Af Marie Bebe

Der er taget et stort skridt for at samle koldingensisk fodbold. KoldingQ og Kolding IF har nemlig igangsat det formelle arbejde, der skal føre til en fusion af klubberne.

Forhandlingerne mellem de to klubber har forløbet over længere tid, og parterne er nu nået til enighed om en plan, hvor KoldingQ inkluderes i Kolding IF.

“Det formelle arbejde med fusionen er igangsat, hvilket indebærer en længere proces som kræver ansøgning til og godkendelse af DBU Jylland, DBU og divisionsforeningen samt godkendelser på klubbernes generalforsamlinger. Indtil videre er der kun positive tilkendegivelser fra DBU og ikke mindst politikere i Kolding Byråd, der ser det som et stort og rigtigt skridt for elitefodbolden i Kolding”, skriver KoldingQ i en pressemeddelelse.

KoldingQ’s Gjensidige Kvindeliga hold vil blive en del af Kolding IF’s professionelle setup, og de resterende af KoldingQ’s hold bliver en del af Kolding IF Fodbolds moderklub.

”Vi ser det som et naturligt skridt for begge klubber. Det handler om at skabe en stærk fodboldklub, der kan bringe Kolding endnu mere på landkortet i Danmark. Vi er begge ambitiøse klubber, som over de senere år er kommet meget langt. Men nu er tiden til at samle kræfterne og sammen skabe en endnu større klub med et endnu stærkere brand i Danmark” siger bestyrelsesformand i Kolding IF Claus Holm-Søberg i pressemeddelelsen.

Håber på medaljer og Champions League

Med fusionen håber bestyrelsesformand i KoldingQ Niels Sterndorff, at kvindefodbolden i Kolding bliver styrket, så truppen kan spille med om medaljer.

“Vores mål i KoldingQ, har været at skabe en af landets stærkeste kvindeelite fodboldklubber, hvor vores førstehold skal kæmpe med om medaljerne. Vi har fået bronze 2 gange i ligaen og 2 gange guld i U18DM, men mangler det sidste skridt, og vi har derfor i nogen tid set os om efter en stærk partner som kan hjælpe os med at indfri vores sportslige ambitioner. De økonomiske krav for kvindefodbolden er kraftigt stigende, men med Kolding IF’s fantastiske kommercielle og stærke sportslige setup er jeg sikker på, at vi kan løfte kvindefodbolden til nye højder, så vi igen kan spille med om medaljer og mulig deltagelse i Champions League’, siger Niels Sterndorff.

Fusionen vil betyde, at Kolding IF vil have omkring 800 medlemmer i alt. Dertil vil banerne og faciliteterne på både Autocentralen Park og Fynske Bank Arena i Brandrupdam være centrum for aktiviteterne, oplyser klubben i pressemeddelelsen.