Odense Q sigter efter Kvindeligaen med nye investorer i ryggen

0
2075
Odense Q har øjnene skarpt rettet på Kvindeligaen.. Foto: Iver Tidemann

Odense Q har i denne sæson indtaget førstepladsen i 1. division, og sammen med nye investorer drømmer klubben om at blive fast inventar i landets bedste række, fortæller cheftræner Bo Sundahl til FODBOLD FOR PIGER.

Af Marie Bebe

Målet står klart i Odense Q. Fra næste sæson skal det hedde Kvindeliga, og der vil de blive. Med i alt 22 point efter 9 kampe er de første sten lagt på vejen mod landets bedste liga. Men der er stadig en lang sæson foran holdet, der de seneste to år har været snublende tæt på at rykke op fra 1. division.

I år er oprykning igen den klare ambition for klubben, der nu har fået en ny, økonomisk spiller med på holdet. Den 24. september præsenterede klubben nemlig deres nye investor og eliteprojekt, Odense Q Elite ApS, der skal drive klubbens elite-setup. Cheftræner i Odense Q Bo Sundahl håber på, at det kan give klubben det sidste skub til at kunne spille med i Kvindeligaen.

Bo Sundahl. Foto: Iver Tidemann

”Vi nået så langt, vi kan, som glade amatører. To år i træk har vi været marginaler fra Kvindeligaen uden økonomi. Nu når vi har investorgruppen med bliver det også realistisk at tænke i de baner,” siger Bo Sundahl, cheftræner i Odense Q.

Det er den fynske erhvervsmand Carsten Eriksen, indehaver af Svane Køkkenet i Odense, Kolding, Vejle og Lyngby, der står i spidsen for investorgruppen.
Sammen med klubben er der blevet lagt et budget, der over tre faser skal sikre Odense Q en plads i kvindeligaen. Først og fremmest skal holdet kvalificere sig til kvalifikationsturneringen, dernæst skal holdet rykke op i kvindeligaen og slutteligt skal de kunne blive i ligaen.

Anfører Kamilla Ø. Jensen, Investor Carsten Eriksen og Malaika Din Hashmi. Foto: Iver Tidemann

Fynske talenter og nye, rutinerede spillere

Med den økonomiske saltvandsindsprøjtning er forventningen, ifølge cheftræner Bo Sundahl, at klubben får mulighed for at tilføre nogle mere rutinerede spillere til truppen, der lige nu består af unge spillere fra klubbens eget talentcenter.

”Målsætningen er, at holdet skal være baseret på fynske spillere, men suppleret med nogen, der har prøvet noget mere. De kan løfte holdet med rutine og hjælpe de unge spillere på vej, når det bliver hektisk,” siger Bo Sundahl.

Anfører Kamilla Ø. Jensen med Dalum/Næsbys Camilla Hansen i hælene. Foto: Iver Tidemann

Udover at kunne tilføre nye kræfter til holdet, skaber det nye elite-setup også bedre muligheder for, at klubben kan holde på deres egne talenter i senior-regi, mener Bo Sundahl. Indtil nu har klubben ganske enkelt ikke kunne skabe rammerne for, at deres bedste spillere kunne blive i det fynske. Spillerne har for eksempel stadig selv skulle betale kontingent og fodboldstøvler.

”Hele mantraet har været, at vi har produceret rigtig mange talenter. Men når de blev senior, havde vi ikke økonomi til at give dem det rigtige elite-setup, og så er det svært at fastholde dem,” siger cheftræneren.

Forhåbningen for Bo Sundahl er, at kombinationen mellem Odense Q’s egne talenter og nogle få nye, rutinerede spillere er opskriften på at kunne spille med i den øverste liga for bestandigt.

Talentcenter som fundament og drømmefabrik

Udviklingen af egne talenter er afgørende, hvis en klub skal kunne spille med i toppen af dansk kvindefodbold, ifølge Bo Sundahl. Med den rivende udvikling, som kvindefodbolden gennemgår lige nu, er der rift om de dygtigste spillere, og de koster dyrt, mener cheftræneren.

”Min analyse af kvindefodbolden er, at har du ikke et stærkt talentcenter, så har du ikke en chance på den lange bane. Det bliver svært for de klubber, der ikke har et talentcenter. For der er ikke længere det samme marked af spillere, der gerne vil spille i Danmark,” siger Bo Sundahl.

Netop talentudviklingen i Team Odense Q fremhæver cheftræneren som en af deres store forcer. Klubben har et ungdomsakademi hvor moderklubberne er Tarup-Paarup IF og Boldklubben Marienlyst. Team Odense Q står for håndteringen af talentcenteret, hvor det er vigtigt, at der en rød tråd fra pigeholdene til seniorholdet.

”Det vigtige for os er, at de små piger drømmer om at blive de store piger. Det betyder ikke, at alle skal på landsholdet, men det skal også være stort at komme på vores U18DM hold og senere på vores seniorhold,” siger Bo Sundahl.

Odense Q spillerne jubler. Foto: Iver Tidemann

Talentcenteret blev etableret i 2016, og producerer nu langt størstedelen af spillerne, der er med i startopstillingen på 1. divisionsholdet. Fokus er på at skabe en relation mellem årgangene ved eksempelvis at få spillere fra U16DM, U18DM og førsteholdet ud og gæstetræne ungdomsholdene. Herved får de unge spillere nogle at se op til og noget at drømme om, fortæller Bo Sundahl.

”For hver etape skal der være drømme, der er realistiske, også på den korte bane,” siger cheftræneren.

Og drømmene er der i hvert fald nok af i det fynske lige nu. Ambitionerne er høje og målet om oprykning står lysende klart. Nu gælder det eksekveringen.

”Vi står med de bedste kort på hånden nogensinde. Men vi ved jo godt, at der ikke er noget, der er sikkert i fodbold,” siger cheftræner Bo Sundahl.

Odense Q spiller deres næste kamp i 1. division lørdag den 16. oktober. Her får de besøg af ASA, Aarhus, og kampen fløjtes i gang kl. 14.00.