STILLINGSOPSLAG: Køge BK´s Pigeafdeling søger ambitiøse cheftrænere til U9-U11-U13

0
1317

Køge BK´s pigeafdeling er inde i en god udvikling, og vi søger efter lønnede cheftrænere, der vil være med til at udvikle miljøer, hvor der både er plads til de bedste og de fleste!

Stillingsopslag fra Køge BK

Hvem er vi:

Vi er en ambitiøs klub, der målrettet arbejder med at udvikle et pige- og kvindesetup, der gør, at flest muligt piger/kvinder rekrutteres og grundlægger en livslang passion for at spille fodbold. Vi arbejder med afsæt i et tydeligt DNA – Sjov, Tryghed.

og Progression – hvilket betyder spillerne – uanset niveau – skal gå gladere og dygtigere hjem, end da de kom! For os er fodbold mere end aktivitet! Det er også en ”øvebane” i forhold til f.eks. træning af relationelle færdigheder, mod og nysgerrighed! – og vi arbejder målrettet mod at udvikle formater, hvor spillerne oplever at blive spillet gode til såvel spillet på som udenfor banen.

Vi er inde i en positiv medlemsudvikling, og oplever hele tiden at vi bliver flere! Vi rekrutterer bl.a. gennem forløb med børnehaver, skoler og SFO’er. Gennem forløbet ”Fodboldtræning med sort bælte” har vi fokus på senstartere, og vi arbejder tæt sammen med Get2sport omkring at møde og inkludere de børn og unge, som ikke allerede er en del af foreningslivet.

Vi er også en af moderklubberne bag HB Høge, hvilket betyder at vi samarbejder omkring udviklingen af træningssetup, der sikrer at de mest ambitiøse tilegner sig de færdigheder, der skal til for at spille på højeste niveau, samtidig med at der også er et inspirerende træningsmiljø for alle dem, der ”bare” kommer fordi de synes at fodbold er verdens sjoveste spil.

Hvad er opgaven som cheftræner?

Din primære opgave bliver at være med til at sikre at alle spillere oplever at det er sjovt at gå til fodbold, at de oplever sig trygge, samt at de – uanset forudsætninger – udvikler sig! Vi træner efter et ”flerårigt årshjul”, der har til hensigt at give alle spillerne en god fodbolduddannelse. Som cheftræner er det din opgave at hjælpe spillerne med at tilegne de færdigheder, der er fokus på i bestemte perioder.

Alle spillere tilbydes min. tre ugentlige træningspas – og som cheftræner skal du min. være med til to ugentlige træningspas + kamp/stævne.

Du bliver leder af et team af trænere, der består af ansatte ungdomstrænere, der som oftest selv har erfaring fra de øverste ungdoms eller seniorniveau i DK. På vores U9-hold har vi også tilknyttet en række engagerede forældretrænere.

Som cheftræner tager du vores lavest placerede hold i kamp – og kan – hvis din tid tillader det – også tage ud med højere rangerende hold. Pige- og kvindeafdelingen er i hverdagen stabsdrevet. Vi har en daglig leder, børnekoodinator, udviklingskonsulent, administrator m.v. – og som cheftræner bliver du en del af staben.

Hvem er du?

Vi er på udkig efter trænere, der motiveres af, at se spillere, der uanset niveau, udvikler sig! Det er vigtigt at du kan se dig selv i et projekt, hvor du som cheftræner er træner for alle – og ikke kun for dem der kommet længst i deres fodboldmæssige udvikling.

Vi har ikke specifikke krav til licens, men du skal være forankret i en funktionel fodboldfaglighed, der gør at du kan instruere og fejlrette på solidt niveau. Vi forventer at du er tydelig i din kommunikation, er god til klasserumsledelse og har en anerkendende tilgang til spillerne.

Vi har ikke specifikke krav til uddannelse m.v. og vi er også meget åbne for ansøgninger fra studerende, der er i gang med uddannelsen til lærer, pædagog, fysioterapeut eller lign. – eller som f.eks. læser idræt eller pædagogik.

Hvad tilbyder vi?

Udover muligheden for at være en del af et spændende projekt, hvor vi prøver at gentænke organisering og indhold i pige- og kvindefodbolden, tilbyder vi også følgende:

• En ugentlig ansættelse på 12-15 timer • Løbende sparring • Tøjpakke • Relevante trænerkurser

• Aflønning med udgangspunkt i overenskomster for studentermedhjælpere i staten (ca. 150 kr./t)

Hvis du vil høre mere?

Kontakt daglig leder Anita Askegaard på 40 50 56 57 eller pige og kvindekoordinator Søren Østergaard på 23 30 41 89.