U18DM: Både den fysiske og mentale gode form er i højsædet hos FC Nordsjælland

0
1207
Anja Heiner-Møller har stået i spidsen for FCN's U18DM siden januar 2021. Fra 1. juli 2022 skifter hun til et fultidsjob som U19-landstræner. Foto: FC Nordsjælland

Med forårssæsonen på trapperne er der gang i forberedelserne på FC Nordsjællands U18DM-hold. Her er både fokus på det fodboldtekniske, men især også på spillernes mentale udvikling, fortæller cheftræner Anja Heiner-Møller til FODBOLD FOR PIGER.

Af Marie Bebe

På trods af de voldsomme storme, som har fejet ind over landet de seneste par uger, så er foråret på vej. Dagene bliver længere, solen kigger frem bag skyerne og fodboldbaner over hele landet ligger klar til snart at blive indtaget igen. Det gælder også i Farum, hvor FC Nordsjællands U18DM hold er i fuld gang med at forberedelserne til forårssæsonen. Holdet skyder U18DM forårssæsonen i gang på hjemmebane mod FC Thy Piger – Skyum den 26. februar. Det bliver årets første kamp i U18DM turneringen.

Vinterpausen har budt på en masse fysisk træning for FCN-truppen. Og den har båret frugt, hvis man spørger cheftræner Anja Heiner-Møller.

”Det vi har kunne se, som er rigtig fedt, er, at spillerne er kommet tilbage og ligner nogen, der ikke har holdt pause. De kommer tilbage med samme gode form, som de gik på juleferie med, og det viser jo, at de har arbejdet igennem i pausen,” siger Anja Heiner-Møller.

Udover den fysiske træning, har truppen også arbejdet med deres spillestil henover julen. Her har de særligt haft fokus på en omlægning af deres presspil og opbygning af spillet fra målspark. Begge elementer har de haft mulighed for at prøve af i de indtil videre fire træningskampe, som holdet har spillet som en del af optakten.

”Vi har virkelig ramt et højt niveau med bolden, så vi har faktisk ikke haft den vilde modstand, selvom vi har spillet mod gode hold. I weekenden mødte vi et højt pres, hvor vi for første gang rigtig kunne se, hvor vi skulle forbedre os,” siger Anja Heiner-Møller.

FC Nordsjællands U18DM tager hul på forårssæsonen med en placering som nummer 4 i pulje A. Holdet skrabede 15 point til sig i otte kampe i efteråret, der bød på 5 sejre og tre nederlag. Flere af FCN’s efterårskampe blev rykket til foråret, så der bliver masser af point at spille om for holdet.

Spillerinvolvering og mental coaching

Naturligvis udgør spillestil og taktik en stor del af fodbold-hverdagen for FC Nordsjællands U18-piger. De er selv med til at analysere deres kampe, hvor de hver især har til opgave at finde klip, der kan vise, hvor de er lykkedes – eller ikke er lykkedes – med nogle af de taktiske fokuspunkter, som holdet arbejder med. Klippene sendes rundt i forskellige grupper og ses igennem af trænerne, der derefter giver feedback. Spillerne ender dermed at have en hel playliste af spil-klip, som de kan se igennem.

Selvom det fodboldtekniske er vigtigt at have på plads for at udvikle sig som fodboldspiller, så er det mentale arbejde med spillerne også i højsædet i FC Nordsjælland. Det såkaldte ’Character Development’ er et tiltag på hele akademiet, hvor en mentaltræner er en aktiv del af holdets udvikling.

”Nogle af de gange, hvor det går lidt galt eller helt galt, er det spændende at kigge på, hvad holdets reaktioner er. Når vi har fået ørerne i maskinen, har vi været gode til at dykke ned i både det taktiske, men også os selv og det mentale – både som individer og hold,” siger Anja Heiner-Møller.

Tiltaget indebærer, at mentaltræneren er med til træning en gang om ugen, og giver et oplæg om, hvad holdet skal have fokus på mentalt. Her arbejder de eksempelvis med, hvordan holdets reaktionsmønster er ved modgang i kampene.

FCN’s U18DM piger under pokalfinale mod Brøndby. Foto: FC Nordsjælland.

Ved at have fokus på spillernes mentale reaktioner, kan holdet sammen arbejde med, hvordan de sørger for ikke at falde helt ned, hvis de oplever modstand på banen. De lærer, hvordan én type reaktion, både negativ eller positiv, kan have betydning for hele holdets efterfølgende reaktioner.

Det er i Anja Heiner-Møllers træningsånd, at der lægges stort fokus på det mentale arbejde i FC Nordsjælland. For hende er det helt centralt at skabe et miljø, hvor spillerne ikke kun er individer, der skal forbedre deres færdigheder med bolden, men derimod også vide, at de spiller sammen og bakker hinanden op.

”Noget af det, der har den største betydning for mig, er spillernes relation til hinanden. Det er vigtigt for mig at lave et træningsmiljø, der er konkurrencedygtigt, men med en god tone, og hvor det er rart at være. Hvor man kan tage overfor hinanden og løfte i flok. Det er noget af det, som jeg synes, er både det fedeste og vigtigste at arbejde med. Det gør, at man kan få de præstationer på banen, som man gerne vil,” siger Anja Heiner-Møller.

En lang, men vigtig, udvikling

Det er efterhånden lidt over et år siden, at Anja Heiner-Møller blev sat i spidsen for U18DM holdet i FC Nordsjælland. Her brugte hun særligt foråret på for alvor at få implementeret den nordsjællandske spillestil sammen med spillerne og få styr på ’maskinrummet’ omkring holdet. Det gjaldt om at få et fælles grundlag og forståelse, som de kunne arbejde videre fra. Det betød, at holdet i efteråret for alvor kunne efterprøve spillestilen og se, hvad de kunne.

”Da vi nåede til efteråret, kunne vi arbejde mere målrettet mod de kampe, vi skulle spille. Så det ikke længere kun var principper, men også at sætte det op mod modstandere. Jeg synes, at vi især i slutningen af efteråret fandt nogle spillemønstre, hvor det så rigtig godt ud med bolden,” siger Anja Heiner-Møller.

Cheftræneren ser derfor frem til at fortsætte det arbejde og udvikling, som holdet er gennemgået over det seneste år. Særligt spillerne ser frem til at få revanche mod AGF, der var hårde ved dem ved sidste møde. Derudover venter også en pokalfinale mod Brøndby, som hele truppen glæder sig til.

FC Nordsjællands U18DM piger til DHL-løb. Foto: FC Nordsjælland.

Anja Heiner-Møller ser også frem til de kampe, men egentlig er det ikke resultaterne og placeringen i tabellen, der fylder mest. For hende, og resten af teamet, er der fuld fokus på at udvikle spillerne.

”Det vigtigste for trænerteamet er at kunne lave dygtige spillere, der kan komme op på Kvindeliga-holdet. Men i det ved vi også godt, at alle kampene undervejs har betydning, og at det er der, vi rykker dem,” siger Anja Heiner-Møller.

At kunne skabe en god transition for U18-spillerne er en helt central del af arbejdet for Anja og resten af staben omkring FC Nordsjællands U18DM og Kvindeliga hold. Det er et omfattende system at få sat i gang, hvor teamet forsøger at finde de helt rigtige modeller for, hvordan den bedst mulige transition kan foregå. Dét arbejde foregår på et fælles kontor, hvor Anja Heiner-Møller sidder sammen med tre kollegaer, der alle er på fuld tid.

”På alle U18 hold, hvor man har et seniorhold, forsøger man at få skubbet spillere op. Det har vi også fået sat i gang. Der er rigtig mange 1. års på senior nu, som har været ved mig på U18, og som har formået at spille sig ind i truppen. Det har været fedt at se,” siger Anja Heiner-Møller

FC Nordsjælland U18DM spiller deres første kamp på hjemmebane mod FC Thy Piger – Skyum den 26. februar.