U18DM: Kolding IF vil spille med om medaljerne

0
1324
Kolding IF's U18DM trup forbereder sig til forårssæsonen. Foto: Jesper Gejl Larsen

U18DM er så småt spillet i gang igen, og i Kolding IF er de i gang med forberedelserne. Med forventningen om at spille med om medaljer, er cheftræner Jesper Gejl Larsen spændt og optimistisk om forårssæsonen.

Af Marie Bebe

De første kampe i forårssæsonen i U18DM er allerede løbet af stablen over de seneste par weekender. Men flere af hold i ligaen må vente lidt endnu, før de kan snøre støvlerne og løbe på banen til deres første forårskamp. Ét af de hold er Kolding IF, der placerer sig på 2. pladsen i pulje A.

Ligesom de resterende klubber, har Koldingenserne brugt vinterpausen på at forberede sig. Det har de gjort med en kombination af masser af fysisk træning, træningskampe og ikke mindst en træningslejr under varme himmelstrøg.

Holdet tog nemlig til Malaga i Spanien, hvor de ”fik lov til at nørde med noget taktisk i det gode vejr” fortæller cheftræner Jesper Gejl Larsen. Forberedelserne skal danne grobund for den nye sæson, som holdet har klare forventninger og mål til.

”Vi har store forventninger til sæsonen som helhed og forventer at være med omkring medaljerne helt til slut. Vores mål for holdet er at være i toppen rækken og være med til at præge denne med vores spil,” siger Jesper Gejl Larsen.

Det er dog ikke kun resultaterne i den nuværende sæson, som er i fokus for cheftræneren. For Kolding-klubben er talentudviklingsarbejdet også helt centralt, når det gælder målene for U18-truppen.

”For klubben har vi altid et mål om at lave så mange spillere til vores Kvindeliga, som muligt. Lige pt. træner otte U18 spillere med Gjensidige Kvindeliga truppen, så det lover meget godt,” siger cheftræner Jesper Gejl Larsen.

En homogen trup med power

I løbet af efteråret fik Kolding IF samlet 25 point til sig på 11 kampe. Her savnede de altså ikke sejre – tværtimod. Hele otte vunde kampe, én uafgjort og to nederlag blev det til for holdet. Og den præstation er cheftræneren ganske godt tilfreds med.

”Vi havde en rigtig fin efterårssæson, med nogle rigtig fine præstationer. Vi har fået flere nye spillere ind i sommers, og de er faldet super godt til – samt givet de dygtige piger, der i forvejen var i Kolding, et ekstra skub” fortæller Jesper Gejl Larsen.

Det er altså med et solidt afsæt og en placering øverst i tabellen, at Kolding kan sparke den nye del af sæsonen i gang. Og det er ikke kun på baggrund af resultaterne, at cheftræner Jesper Gejl Larsen er optimistisk på holdets vegne. I hans øjne er det nemlig et usædvanligt stærkt hold, som han står i spidsen for.

”Vi har mod og power som nogle af vores styrker, men en af de helt store styrker er også en super homogen trup, som jeg sjældent har set det. Af svagheder er der få, hvis overhovedet nogen” afslutter Jesper Gejl Larsen.

Kolding IF spiller deres første kamp i foråret den 26. marts. Her tager de imod Brøndby IF på hjemmebanen Fynske Bank Arena kl. 12.00.