U18DM: Nordsjælland bider sig fast i toppen efter sejr

0
1168
Privatfoto: fra www.fcn.dk/u-18-piger/

Weekendens U18DM opgør har blandt andet budt på sejr til FC Nordsjælland i topkampen mod Fortuna Hjørring som holder dem inde i topstriden og en pointdeling i Silkeborg mellem Silkeborg IF Q og Varde IF

Af Oliver Lundgaard

Ugens kampe er færdigspillet i landets bedste pige ungdomsliga. I den forgangne uge har der været spillet 4 kampe, som har budt på sejre til AaB, FC Nordsjælland, Vildbjerg og en pointdeling mellem Silkeborg IF Q og Varde IF. Sejrene til FC Nordsjælland og Vildbjerg betyder at begge hold rykker et par pladser op i pulje A.

Efter ugens runde ser stilling i U18DM således ud:

FODBOLD FOR PIGER har samlet et overblik over rundens resultater og målscorere, som blandt andet bød på et hattrick i topkampen mellem FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring:

HB Køge – AaB (0-2)

Weekendens første kamp blev spillet lørdag formiddag, hvor HB Køge hjemme tog imod AaB i pulje B. Før kampen førte AaB U18DMs Pulje B med 9 point ned til HB Køge. I kampens 26 minut finder vi den første scoring som er til AaB efter et selvmål af hjemmeholdets Julie Jakobsen. Pausestillingen var 0-1 til AaB og efter pausen skulle vi helt frem til 76 spilleminut for at Anne-Laura Jakobsen fra AaB var på pletten og sikrede en sejr på 0-2 til AaB som gør at holdet øger forspringet på førstepladsen i Pulje B.

FC Nordsjælland – Fortuna Hjørring (4-2) 

Rundens anden kamp blev sparket i gang på Sjælland lørdag over middag, da FC Nordsjælland tog imod Fortuna Hjørring på Right To Dream Park i en vaskeægte topkamp i toppen af Pulje A. Det var Fortuna Hjørring der kom bedst fra start, da Josefine Laursen efter 10 minutters spil gjorde det til 0-1 til gæsterne fra Hjørring. De næste 30 minutter blev målfri men kort inden pausefløjt gjorde Mille Bech på straffe det til 1-1, som også blev pausestillingen. Efter pausen var det hjemmeholdets nummer 21, Alma Aagaard der stod for et hattrick med 3 scoringer. I det 61- og 84 minut var Alma Aagaard på pletten til både 2-1 og 3-1. Asii Berthelsen bragte spænding tilbage i opgøret få minutter før slutfløjt til 3-2. Alma Aagaard fra FC Nordsjælland ville det anderledes og i overtiden var hun på pletten for tredje gang til slutresultatet 4-2. De tre point til FC Nordsjælland betyder at holdet rykker op på tredjepladsen mens Fortuna Hjørring forbliver på femtepladsen i Pulje A.

Silkeborg IF Q – Varde IF (3-3)

En jysk klassiker fandt søndag sted i Silkeborg, hvor Varde IF var på besøg hos Silkeborg IF Q på Søholt Idrætsanlæg. Det var udeholdet fra Varde som kom bedst fra start. Efter 15 minutter stod Andrea Termansen for kampens første scoring til 0-1. 1.halvleg bølgede frem og tilbage, og det var først lige kort inden pausen at Silkeborgs nummer 17, Hannah Fruensgaard som kunne gøre det til 1-1. I anden halvleg var vi vidne til noget af en målfest med hele 4 scoringer. I det 58 minut gjorde hjemmeholdets Fie Nordmark Arendt det til 2-1 inden Varde IFs Emma Foldager 1 minut senere udlignede til 2-2. Kort før slutfløjt lignede det en sejr til hjemmeholdet da Mathilde Kaihøj kunne sætte bolden i mål til 3-2 i det 86 minut, men udeholdet ville det anderledes. To minutter senere blev det til 3-3 da Cecilie Smidt kunne skyde bolden i mål efter 88 minutters spil. Det blev derfor til en pointdeling søndag formiddag på Søholt Idrætsanlæg mellem Silkeborg IF Q og Varde IF.

Vildbjerg – Team OdenseQ (3-2)

Søndag eftermiddag blev weekendens sidste opgør sparket i gang i Vildbjerg, da Vildbjerg tog imod Team Odense Q. Her var det ligaens nummer 6 og 7, der mødtes med samme antal point, dog stod Team OdenseQ kun noteret for 10 kampe. Det var fynboerne der kom på måltavlen først i et tæt opgør. I det 38 minut var det udeholdets nummer 9, Camille Hoffmann Nielsen der kunne gøre det til 0-1. Blot tre minutter senere var det hjemmeholdet der slog til, ved Freja Sørensen som kunne score til 1-1. Pausestillingen forblev 1-1 efter to mål kort før fløjt. Kort inde i anden halvleg var det hjemmeholdet der kom foran i det 48 minut ved Ida Holm som gjorde det til 2-1. I de sidste minutter af kampen kunne Anna Busck gøre det til 3-1 inden udeholdets Smilla Rimmen i overtiden kunne reducere til slutresultatet 3-2 i Vildbjergs favør. Sejren og de tre point til Vildbjerg gør at de rykker foran Team OdenseQ i puljen med 16 point og tre point ned til Team OdenseQ som har en kamp tilgode.