Efterskoletræneren: “Hvis man har det godt sammen, vil man også yde mere sammen”

0
1529
Spillerne skal have det godt sammen - ellers er det ikke sjovt at komme til træning," siger Marlene Kristensen. Foto: Oure

Mød trænerne fra en række af landets bedste idrætsefterskoler. I dag: Marlene Kristensen, Oure Efterskole

  • Navn: Marlene Kristensen
  • Alder: 48
  • Skole: Skolerne i Oure – primært Oure Efterskole
  • Træner-cv: UEFA A-licens, Oure FA, Hjemly, U14 Fyn DBU

Hvorfor er du fodboldtræner?

Fodbold har altid været en stor del af mit liv. Jeg startede med at spille med drengene på vejen, hvor vi spillede ”himmel og helvede”, pløk ud og VM. Senere udviklede det sig til at blive mere målrettet og seriøst og et bevidst valg og også mange fravalg. En stor del af min identitet er fodbold og de fleste af mine venner er nogen, jeg har fået gennem fodbolden. Vi er gået gennem ild og vand sammen, vi har set hinandens op- og nedture og det bånd, det har skabt, er uvurderligt.

Da jeg var færdig med min egen karriere (som indebar deltagelse ved EM og VM), var mit største ønske at komme til at leve af min passion for fodbold og viderebringe glæden, venskaberne og legen ved fodbold.

Hvordan er det at være træner på en efterskole?

Det er mit ønskejob at kombinere trænergerningen og efterskolelivet. Jeg har eleverne hele døgnet og oplever dem ikke kun i fodboldrummet. Man kan som efterskolelærer og træner ikke kun fokusere på fodbolden for det hele hænger sammen. Eleven skal kunne fungere og trives i alle aspekter af efterskolelivet og der har man som træner et stort ansvar, men også en vigtig rolle fordi man ofte som træner har en anden tilgang til eleverne.

Marlene Kristensen er tidligere fodboldspiller og nuværende træner på Skolerne i Oure. Som spiller deltog hun i EM og VM og vandt DM med OB i 2000. Foto: Oure

Hvad er jeres vigtigste fokus i træningen?

Spillerne skal have det godt sammen – ellers er det ikke sjovt at komme til træning. Hvis man har det godt sammen, vil man også yde mere sammen og man rummer hinandens styrker og svagheder. Jeg kan godt lide, at spillerne starter op med at føle en samhørighed og jeg laver ofte noget opvarmning, hvor alle uanset niveau kan være med. Vi har stort fokus på det tekniske, førsteberøringer og pasninger. Vi spiller altid forskellige former for possession spil, hvor de har mange boldberøringer i mindre områder.

Hvilken fodboldmæssig udvikling håber du, at eleverne gennemgår i løbet et skoleår hos jer?

Vi har stort fokus på det tekniske og jeg håber, at spillerne oplever de bliver teknisk bedre og at de bliver mere glade og trygge ved at have bolden. Når man pludselig kan noget teknisk, som man ikke kunne før, bliver man glad og får mere selvtillid. Den læring der er i, at man ved fokus og gentagne øvelser kan lære noget nyt, er der en kæmpe værdi i, som kan bruges i alle andre af livets aspekter. Jeg siger ofte til mine egne børn: ” I bliver gode til det I øver jer i”. Og det er jo uanset om det er fodbold, at tegne eller regne brøker.

“Jeg håber, at spillerne oplever de bliver teknisk bedre og at de bliver mere glade og trygge ved at have bolden”

Foto: Oure

Hvad er din yndlings-træningsøvelse?

Det varierer lidt, og jeg har haft mange favoritøvelser i mine 18 år som træner. Lige for tiden er min favoritøvelse et spil, der foregår i feltet. Der placeres to mål i feltets bredde og du får en lang smal bane. Feltet inddeles i tre lige store zoner. Der spilles 3v3 med keepere. Spillerne skal hente bolden i egen zone (tættest på eget mål), når de får den fra keeper og der skal afsluttes fra det sidste felt (tættest på modstanderens mål).

Grunden til, at jeg synes den øvelse er god, er fordi den har alle elementer fra kampen. I modsætning til interval tvinger den spillerne til at flytte sig for at modtage bolden. Det får spillerne til at bevæge sig mere og ”flytte” sig for at skabe plads til de andre og sig selv. Det fungerer som intervalspil, men dimensionen med de tre zoner tilfører spillet noget ekstra.

Foto: Oure

Flere af jeres elever er samtidig elitefodboldspillere på klubplan – hvordan tager I hensyn til det?

Vi har i modsætning til andre efterskoler ikke spillere, der spiller i klub derhjemme. Oure er en klub og når man vælger at gå på Oure, vælger man at spille for Oure. Vi er tilmeldt DBU-turneringen, hvor vi har et hold i U18 liga 1 og et hold i kvindeserievest (senior). Fordelen ved det er, at spillerne har fodboldoplevelserne sammen med deres efterskolekammerater, og de skal ikke væk fra skolen for at træne om aftenen. Alt foregår på skolen.

Hvilken/hvilke trænere inspirerer dig, og hvorfor?

Johan Cruyff er en af mine store forbilleder. Han introducerede tiki-taka med en masse små pasninger, bevægelse og possession. Jeg og mange andre trænere laver mange af de samme øvelser, som han gjorde og det var med til at gøre fodbold sjovere og mere seværdigt. Sjovere både for tilskuerne og spillerne.

Foto: Oure

Hvad er din personlige ambition som træner?

Min ambition er at følge med i, hvad der sker fodboldmæssigt og blive ved med at udvikle mig og være nysgerrig som træner. Vi er i gang med at opbygge vores fodboldakademi på pigesiden på Oure og det projekt synes jeg er mega spændende og udfordrende. Vi har spillere på alle niveauer og uafhængigt af dit niveau, skal du mødes med et fedt og udfordrende efterskoleophold med en masse fodbold og fodboldoplevelser. Jeg drømmer om, at vi på sigt får et pigehold med i U18 DM.