Endnu en sejr til Danmark i VM-kvalen trods sløj indsats

0
735
Landsholdet under mandagens træning i Viborg. Karen Holmgaard, der smiler til fotografen i midten, scorede sit første mål for A-landsholdet i kampen mod Aserbajdsjan. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Danmark leverede en skidt indsats men vandt 2-0 i tirsdagens VM-kvalifikation mod Aserbajdsjan på Viborg Stadion. Karen Holmgaard scorede sit første mål for A-landsholdet

Det var ikke en kamp, der skriver sig ind i historien. I hvert fald ikke på grund af godt fodboldspil. Men trods masser af fejl vandt Danmark tirsdag aften VM-kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan, der blev spillet i Viborg. Dermed cruiser Danmark sikkert videre mod VM, der spilles 2023 i Australien og New Zealand.

Faktisk er Danmark nu klar til VM, hvis Rusland, som vi skal møde til 6. september, ender med at blive smidt ud af VM-kvalifikationen som følge af invasionen i Ukraine.

Stine Larsen og Karen Holmgaard stod for de to danske mål. Larsens mål kom allerede efter to minutter, da hun headede et indlæg fra Sofie Svava i mål.

Mål nummer to var også et hovedstød. Det faldt i det 76. minut, bare ti minutter efter, at Karen Holmgaard var kommet på banen. Sanne Troelsgaard lagde en høj bold ind foran mål. Her dukkede Karen Holmgaard op og headede sin første landsholdsscoring ind bag den ellers ganske habile Ayshan Ahmadova i Aserbajdsjans mål.

“Det var mega fedt. At komme ind og score et mål var fantastisk,” sagde målscoreren efter kampen til DR Sporten.

Trods scoringen var Karen Holmgaard kritisk overfor den danske indsats:

“Det var ikke en særlig god kamp fra vores side. Vi havde svært ved at spille. De stod tæt pakket (foran mål, red.), og vi skal være bedre hele vejen rundt,” sagde hun.