Fortuna henter to spillere i FC Nordsjælland og forlænger med Sofie Lundgaard

0
1829
Foto: Jess M. Madsen

Fortuna Hjørring styrker truppen med finsk og amerikansk spiller fra FC Nordsjælland. Samtidig får Sofie Lundgaard ny kontrakt

Fortuna Hjørring er i fuld gang med få truppen på plads til den kommende sæson i Gjensidige Kvindeliga, hvor der også skal spilles UEFA Champions League.

Søndag har Fortunas flittige pressechef Torben Vandsted udsendt to pressemeddelelser om nye kontrakter. Dels har klubben skrevet kontrakt med to spillere fra FC Nordsjælland, dels forlænger klubben med den 20-årige midtbanespiller Sofie Lundgaard, som nu har kontrakt med Fortuna Hjørring i yderligere 18 måneder.

De to FC Nordsjælland-spillere, som nu trækker i grønt og hvidt, er den 22-årige finne Tiia Peltonen og den 28-årige amerikaner Ashley Lynn Reifner.

Tiia Peltonen kom til FC Nordsjælland fra Åland United sidste år. Hun kan spille i hhv. forsvaret eller som defensiv midtbanespiller og udmærker sig ved overblik og et hurtigt trit, skriver Fortuna.

Ashley Lynn Reifner har været FCN-spiller de sidste to år, efter fem år og 89 kampe i finsk fodbold. Hun har spillet 31 kampe for FC Nordsjælland og har i sine syv år i Europa scoret 24 gange.

”Ashsleys spillestil er kraftfuld, hun er en kompetent dynamisk kantspiller og målfarlig,” skriver Fortuna.

Formanden for Fortuna a/s Kim Brix med Ashley Lynn Reifner og Tiia Peltonen, som Fortuna henter i FC Nordsjælland.

Blandt Fortunas stærkeste

Om forlængelsen med Sofie Lundgaard, der kom til Fortuna fra AaB i 2019 og har spillet 85 ligakampe, skriver Fortna:

“Sofie Lundgaard er i seneste sæson rent spillemæssigt vokset kolossalt og kan nu betragtes som en af Fortunas absolutte stærkeste. Hendes spil er præget af energi og omtanke. Ind imellem, at hun leverer målgivende afleveringer til sine medspillere, figurerer hun også selv på scoringslisten. Hun er af stor værdi for ligaholdet i Fortuna”.