Ny kunstgræsbane indviet i Lyngs

0
1793
Kunstgræsbanen på Lyngs Idrætsefterskole blev indviet mandag den 6. juni.

Lyngs Idrætsefterskole tog mandag d. 6. juni skolens nyeste idrætsanlæg i brug, da en ny kunstgræsbane blev indviet med to fodboldkampe mellem nuværende og gamle elever.

Af Morten Smit Søndergaard, Lyngs Idrætsefterskole

Mandag d. 6/6 var en festdag på Lyngs Idrætsefterskole, da den 25- årige skole beliggende på Thyholm, tog en ny, flot kunstgræsbane med tilhørende GOAL- Station i brug. To gæstende hold – et drenge- og et pigehold bestående af gamle Lyngsspillere dystede i to kampe mod det nuværende elevholds bedste drenge- og pigefodboldspillere.

Nuværende elever, forældre, lokale borgere, gamle elever, bestyrelsesmedlemmer og venner af huset dannede en flot ramme om den officielle indvielse af den nye kunstgræsbane i Lyngs. Efter de formelle taler fra skolens forstander og bestyrelsesformand kunne de ca. 250 tilskuere nyde to gode fodboldkampe. Pigekampen endte med et 0-5 nederlag til hjemmeholdet.

Et meget stærkt besat Lyngs Allstar hold med blandt andre Vibeke Andersen fra Thisteds Kvindeligahold på holdet, var for stor en mundfuld for de talentfulde Lyngspiger, der 14 dage forinden opnåede en flot 4. plads til DM for efterskoler. Drengekampen sluttede 2-2 – et imponerende resultat af Lyngsdrengene. Allstar holdet på drengesiden talte kompetente navne som Tobias Mølgaard fra AGF´s Superligahold, og en del andre spillere med divisionserfaring fra Holstebro Boldklub og Thisted FC.

Foto: Lyngs Idrætsefterskole

To kunstgræsbaner og optimale rammer

Lyngs Idrætsefterskole er blandt de første idrætsefterskoler i Danmark med hele to kunstgræsbaner til sin rådighed, og den nye bane samt dertilhørende GOAL- station åbner hele nye muligheder for den daglige træning, og spændende perspektiver for fremtiden. ”Det nye anlæg, og det faktum at vi råder over to 11 mandsbaner giver optimale rammer for udvikling som hold og individuelt. Vi får endnu bedre muligheder for i træningen at arbejde med det færdige spil”, udtaler fodboldtræner (UEFA A- Licenstræner) og leder af idrætsafdelingen på Lyngs Idrætsefterskole, Keld Østergaard.

GOAL- station og individuel udvikling

Udover den nye kunstgræsbane er en GOAL- Station også en del af det nye fodboldanlæg i Lyngs. Dette supplement i den daglige træning ser Keld Østergaard store perspektiver i. ”Vi vægter individuel træning og udvikling meget højt, og med den nye GOAL- Station Arena Pro G8 er rammerne perfekte. Fodboldeleverne får mulighed for at få individuelle træningsprogrammer, hvor de via deres mobiltelefon kan bruge de tablets, der er koblet op til anlægget – også i deres fritid”, tilføjer en begejstret Keld Østergaard.

Foto: Lyngs Idrætsefterskole

Kunstgræs i Superligaklassen

Græstæppet på det nye anlæg i Lyngs er det ypperste af sin art. Top- versionen, ved navn MX Elite, er blandt andet samme græstype som er anlagt på Jysk Park i Silkeborg. Med et anlæg i Superligaklassen har Lyngs Idrætsefterskole nu rammerne på plads for fremtiden, så skolens to pigehold og tre drengehold kan tilbydes de bedste betingelser for den fodboldmæssige udvikling. På skolen med 140 elever har man som fodboldspiller fire ugentlige træningspas – derudover kommer kampe, hvor alle skolens hold hvert år deltager i efterskoleturneringen samt skoleligaen arrangeret af Dansk Skoleidræt.