Europæiske tophold mødes i Hjørring: Det gælder en plads i Champions League

0
821
Nord Energi Arena lagde senest græs til en Champions League kamp i marts 2021. Her tabte Fortuna Hjørring 5-0 til storholdet Barcelona. Ugen forinden var det blevet til et nederlag på 4-0 på udebane i Barcelona. Foto: Fortuna Hjørring

Fortuna Hjørring er både deltager og vært, når fire tophold torsdag og søndag sætter hinanden stævne i Champions League. Fortuna Hjørring skal torsdag aften forsøge at slå Eintracht Frankfurt

Af Niels Henriksen

Knap har de sidste deltagere i Dana Cup forladt grønsværen, før NordEnergi Arena i Hjørring igen kommer til at summe af engelsk, tysk, hollandsk og andre fremmede gloser. Torsdag den 18. august og søndag den 21. august er Fortuna Hjørring nemlig både deltager og vært ved et stævne i årets Champions League.

Stævne-modellen er helt ny i UEFA og betyder, at fire hold efter lodtrækning møder hinanden torsdag, hvorefter puljen afgøres i en finalerunde på søndag.

Torsdag møder Ajax fra Amsterdam i Holland således svenske Kristianstad DFF kl. 14, mens Fortuna Hjørring møder Eintracht Frankurt kl. 19.

Perlerække af landsholdspillere

NordEnergi Arena kommer til at vrimle med fodboldspillere fra øverste europæiske hylde. Alle fire klubber stiller med en perlerække af landsholdspillere, hvoraf en del var i aktion ved det nyligt overståede Europamesterskab i England.

Det nye format er indført for at skærpe konkurrencen og videreudvikle turneringen. UEFA ExCo har således i tillæg til den nye turneringsstruktur besluttet at smide hele 178,5 millioner kroner i turneringen årligt som en del af den nye, økonomisk distribueringsmodel for Champions League. Det er mere end en firedobling af det nuværende beløb.

41,6 millioner kroner – svarende til 23 procent af det samlede beløb – fordeles til de klubber i UEFA’s medlemslande, der ikke har kvalificeret sig til Champions League. I Danmark er det klubberne i Gjensidige Kvindeliga.

Fire europæiske hold mødes torsdag og søndag i en miniturnering i Hjørring.

Investerer i kvindefodbolden

Mette Bach Kjær, der selv er tidligere spiller i Fortuna Hjørring og på det danske landshold, har som medlem af Women’s Football Committee været en del af arbejdet omkring det nye setup for kvindernes Champions League. Hun jubler på vegne af dansk og international kvindefodbold.

”Med den nye økonomiske model viser UEFA, at de lever op til egne løfte om at investere i kvindefodbolden. Modellen sikrer større belønning igennem hele fodboldsystemet – fra de store til de mindre klubber. Det er endnu et skridt i den rigtige retning på den fantastiske rejse, som kvindefodbolden er på,” påpeger Mette Bach Kjær.

Uhyre stærk pulje

”Jeg kan da godt forestille mig en lidt bedre situation. Den pulje, vi er havnet i er uhyre stærk, men vi er i fuld gang med forberedelserne,” forsikrer Fortunas nye cheftræner Martin Møller Kristensen, der står over for sin internationale debut med Fortuna.

”Der ingen tvivl om, at Eintracht Frankfurt er et meget skarpt hold. De ligger aktuelt nummer 3 i den stærke tyske Bundesliga, og holdet havde fem spillere med i landsholdstruppen til EM, så vi skal op mod en svær modstander, men opgaven er bestemt ikke umulig,” understreger han.

Kun puljevinderen går videre i kampen om det eftertragtede trofæ.

HB Køge som dansk mester er med i 2. kvalifikationsrunde, hvortil der trækkes lod 1. september og spilles om de syv resterende pladser i gruppespillet.