Sportsefterskolen SINE i nyt samarbejde: Gå på efterskole og træn fodbold på eliteniveau

0
1940
Foto: Sportefterskolen SINE

Fra næste skoleår kan du kombinere et efterskoleophold med fodboldtræning på eliteniveau i Sønderjylland. Sportsefterskolen SINE har indgået et nyt elitesamarbejde med Haderslev Fodbold Klub, Sønderjyllands Fodboldpiger og Talentcenter Haderslev

Sportsefterskolen SINE, Haderslev Fodbold Klub, Sønderjyllands Fodboldpiger og Talentcenter Haderslev indgår samarbejde der betyder, at pigerne fra næste skoleår kan kombinere et efterskoleophold med fodboldtræning på eliteniveau.

“Vi er utrolig glade og stolte af vores nye samarbejdsaftale med Sportsefterskolen SINE, der sikrer, at det er muligt at kombinere et efterskoleophold med at spille elitefodbold i Sønderjylland.  Via denne aftale er det muligt at få det bedste fra to verdener: Efterskolelivet og fodboldtilværelsen – uden at gå på kompromis med kvaliteten af begge arenaer og dermed opnå bedst mulig udvikling af den enkelte spiller såvel menneskeligt som fodboldmæssigt,” siger Per Hansen, HFKs Head of Coaching.

“Nu kan Sønderjyllands talentfulde Fodboldpiger tage på efterskole uden et afbræk i deres fodboldudvikling”.

Efterskoleviceforstander Bjarne Hansen supplerer:

“Vi på Sportsefterskolen SINE er stolte over at have indgået et forpligtende samarbejde med Haderslev Fodboldklub, Sønderjyllands Fodboldpiger og Talentcenter Haderslev, der uden sammenligning er lokomotivet der skal løfte niveauet på pigefodbolden i Sønderjylland.

“Med samarbejdet giver vi de dygtigste fodboldspillere muligheden for både at spille fodbold på højest mulige plan og gå på efterskole. Udover at de dygtigste fodboldspillere får denne unikke mulighed giver vi også alle fodboldspillere på SINE muligheden for at komme ud og prøve at træne på et af de bedste fodboldanlæg i Sønderjylland.

Samarbejdet skulle meget gerne styrke vores brand som en sportsefterskole, hvor der bliver taget god hånd om alle; både dem der drømmer om en professionel karriere, og dem der dyrker fodbold fordi det er sjovt,” siger Bjarne Hansen.

Det kommende samarbejde kommer bl.a. til at bestå i, at Haderslev Fodbold Klub stiller deres A-Licenstrænere til rådighed for efterskolen til særlige træningssamlinger.

Spillere fra Sønderjylland, der går på efterskolen, og eventuelt andre talenter vil desuden kunne komme til træning og deltage i klubkampe for deres respektive klubber.