HB Køge henter Matilde Lundorf hjem fra Juventus

0
1686
Matilde Lundorf er netop blevet præsenteret i HB Køge. Hun træner første gang med holdet på torsdag. Fotot: HB Køge

24-årige Matilde Lundorf skifter fra den italienske storklub Juventus til de danske mestre fra HB Køge

Topholdet i Gjensidige Kvindeliga HB Køge har været i Italien for at forstærke sig til forårets slutspil. Klubben har netop offentliggjort, at der er skrevet kontrakt med den danske forsvarsspiller Matilde Lundorf, der spiller i storklubben Juventus.

”Matilde er en dygtig forsvarsspiller. Hun spiller med høj fart, er stærk i duellerne og driftssikker. Hun er professionel og disciplineret i alt, hvad hun foretager sig. Jeg kender hende fra min tid som træner for U17- og U19-landsholdet. Det er en spiller, man kan regne med,” siger HB Køges cheftræner Søren Randa-Boldt til klubbens hjemmeside.

Matilde Lundorf var en del af Juventus-truppen, der i efteråret sendte HB Køge ud af Champions League. Men hun har kæmpet med at få spilletid og har derfor været på udkig efter en ny arbejdsgiver. Der har været flere muligheder, fortæller hun, men hun valgte HB Køge.

”For mig som spiller og menneske har jeg brug for at være et sted, hvor jeg får frihed og tillid. På mine samtaler med HB Køge har jeg mærket, at der er mange gode mennesker rundt omkring holdet. Det kommer til at give mig den tryghed, der gør, at jeg kan præstere på banen,” siger hun.

Matilde Lundforf landede i Danmark tirsdag, og hun træner første gang på Capelli Sport Stadion torsdag. HB Køge indleder foråret den 11. marts med en kvartfinale i pokalturneringen på udebane mod FC Thy/Thisted. Kontrakten gælder foreløbig for resten af sæsonen.