Før afgørende pokalsemifinale i Hjørring: “Vi føler os godt klædt på til opgaven”

0
640
Foto: HB Køges anfører Mie Leth der glæder sig til den sidste semifinalekamp i Gjensidige Kvindepokalen mod Fortuna Hjørring

Før afgørende pokalsemifinale i Hjørring mellem Fortuna Hjørring og HB Køge forklarer HB Køges anfører Mie Leth Jans at “Vi føler os godt klædt på til opgaven” 

Af Oliver Lundgaard

Der er optimisme i HB Køge lejren forud for andet pokalsemifinaleopgør mod Fortuna Hjørring. Alt er åbent da første opgør endte uafgjort på Capelli Sport Stadion på Sjælland sidste weekend.

HB Køges anfører Mie Leth glæder sig til lørdagens pokalsemifinale i Hjørring:

“Første semifinaleopgør endte uafgjort på hjemmebane. Det er klart, at en sejr naturligvis havde været at foretrække, så vi lørdag kunne stå med et lille forspring, men vi skal dog huske på, at vi stadig kommer med et fint resultat, ” fortæller Mie Leth og fortsætter:

“Vi er ikke bagud, vi står lige og alt kan ske,” siger Mie Leth fra HB Køge til klubbens hjemmeside.

I det andet semifinaleopgør skal der findes en vinder af kampen, som kan gå i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. HB Køge kæmper om den første pokaltitel i klubbens historie. Anfører Mie Leth føler at truppen er godt klædt på til opgaven:

“Vi skal selvfølgelig score på vores chancer, det er klart. Derudover skal vi generelt få lidt mere ro på vores spil. I anden halvleg i sidste opgør begyndte vi at stå for lavt, hvilket gjorde at vi fik sværere ved at holde på bolden,” slutter Mie Leth.

Den anden semifinale spilles lørdag den 25. marts i Hjørring med kampstart klokken 13:00.