Det vrimler med pigefodboldspillere på Sydfyn. Skolerne i Oure og Fortuna Svendborg går nu sammen om at skabe et fællesskab for de mange unge fodboldspillere fra de lokale klubber. Første projekt er fællestræninger på Oure.
Mange kender til samarbejdet mellem SfB og Skolerne i Oure indenfor drengefodbold. Fremover kommer folk også til at kende til samarbejdet mellem Fortuna Svendborg og Skolerne i Oure indenfor pigefodbold.
Der arbejdes på at etablere et partnerskab mellem pigefodboldklubben Fortuna Svendborg, Skolerne i Oure og de mange andre mindre lokale klubber med pigefodbold. Partnerskabet handler om at samarbejde, udvikle og fastholde de unge piger i fodbolden. For Skolerne i Oure er der ikke tvivl om, at der brug for sådan et partnerskab, hvis Sydfyn skal fastholde de mange fodboldglade piger.
”Vores mål med det her projekt er at fremme pigefodbolden på Sydfyn og sikre os, at pigerne bliver i lokalområdet for at spille. De lokale klubber har mange spillere, vi har faciliteterne og trænerne på Oure, og sammen er jeg sikker på, at vi kan skabe et stærkt fællesskab med masser af udviklingspotentiale for pigerne her på Sydfyn”, fortæller sportsleder på Oure Kostgymnasium og formand for Oure Fodbold Akademi, Johnny Johansen.
Fællestræninger
At få etableret et samarbejde, som på sigt, kan blive ligeså stærkt, som det, der er på drengesiden, vil tage tid. Det skal dog starte et sted, og første skridt er fællestræninger for pigerne, som netop er startet op, og fremover finder sted på udvalgte fredage frem mod sommeren. Et koncept som pigefodboldtræner på Oure Kostgymnasium Allan Birger Jensen, glæder sig meget til at være primus motor på.
”Der er så mange dygtige piger i klubberne her på Sydfyn, båret af flot arbejde af frivillige og forældretrænere. På Oure har vi også en masse dygtige trænere, som står klar til at byde pigerne indenfor og få arrangeret supplerende en træning af meget høj kvalitet”, fortæller han.
DBU-licens er på tegnebrættet
På drengesiden har Oure Fodbold Akademi i flere år haft BDU-licens for både U17- og U19-holdet. Samme drøm bobler på pigesiden. Derfor har Skolerne i Oure og Fortuna Svendborg indsendt en hensigtserklæring til DBU om, at der inden for to år vil komme en ansøgning fra det sydfynske om at blive en licensklub.
”Det vil give nogle helt andre muligheder for de sydfynske spillere, når vi får etableret en licensklub. Det her projekt er noget som hverken vi, Fortuna Svendborg eller de enkelte lokale klubber kan få indfriet alene, men hvis vi står sammen, er der helt andre muligheder”, fortæller Johnny Johansen.
Tag fat i din lokale træner
Fællestræningerne på Skolerne i Oure fordeles mellem de forskellige årgange, så der på udvalgte fredage kommer en ny årgang på banerne. I dette forår vil det være årgangene U11 til U14, der tilbydes fællestræning.
Har du en pige, der spiller fodbold i en sydfynsk klub, men endnu ikke har hørt om fællestræningerne, kan du tage fat i din lokale træner eller formand for Fortuna Svendborg, Flemming Kvist Andersen, som har kontakten til de lokale klubber, og som også ser frem til det nye samarbejde.
”Fodboldklubberne i Svendborg med pigefodbold har i de seneste 6 år arbejdet sammen om ungdomsholdene under navnet Projekt P – meget mere pigefodbold. Vi har dog begrænsede frivillige timer i klubberne, så det er svært at få organiseret mere og bedre træning af pigerne. Pigerne vil gerne udfordres noget mere, og det er dejligt, at vi nu kan tilbyde det her i Svendborg”, fortæller han.
Vil du læse mere om pigefodbold på Oure Efterskole, kan du gøre det her.
Er du interesseret i pigefodbold på Oure Kostgymnasium, kan du klikke her.