Kasper Kurland bliver ny Head of Coaching hos FC Nordsjælland

0
1192
Foto: Kasper Kurland bliver ny Head of Coaching hos FC Nordsjælland

Kasper Kurland bliver ny Head of Coaching hos FC Nordsjælland, der får ansvaret for at uddanne og rekruttere trænerne i klubben

Af Oliver Lundgaard

I foråret tildelte DBU 2,5 stjerne til FC Nordsjællands pigeakademi, som er den hidtil højeste karakter og nu er klubben klar med ny Head of Coaching.

Kasper Kurland er ny Head of Coaching i FC Nordsjælland, som kommer med ti års erfaring i klubben, hvor han tidligere har fungeret som U17- og U19 cheftræner. Teknisk direktør Alexander Riget glæder sig over tilgangen af Kasper Kurland i den nyoprettede stilling:

“Man kan ikke sige Kasper Kurland uden at sige talentudvikling, og han har gennem 10 år vist, at han er i stand til at gøre spillere og mennesker endnu bedre og mere rustet til at tage springet op på Superliga-holdet,” fortæller Alexander Riget og fortsætter:

“Derfor fangede han også naturligt vores øjne, da vi satte os ned for at se, hvordan vi kunne tage vores pigeakademi til det næste niveau. Vi har et enormt potentiale med rigtig mange dygtige mennesker i vores akademi, og med Kurlands erfaring tror jeg på, at vi kan få endnu mere ud af det potentiale,” siger Alexander Riget.

Foto: FC Nordsjælland

Kasper Kurland selv ser også frem til udfordringen og glæder sig til at skulle starte i den nye stilling som Head of Coaching:

“Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med alle de dygtige ledere, trænere og specialister, vi har på pigesiden, og lære dem endnu bedre at kende, end jeg gør i forvejen. Så jeg glæder mig til at komme ind og blive en del af gruppen. Planen er, at vi skal samles endnu mere som et fælles akademi frem for to separate enheder, og det glæder jeg mig til at bidrage med,” forklarer Kasper Kurland.