Nanna Christiansen kåret til Årets Profil i Gjensidige Kvindeliga 2022/23

0
1004
Nanna Christiansen jubler over en scoring for landsholdet i 2019. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

For tredje gang i karrieren er Nanna Christiansen kåret til Årets Profil i Kvindeligaen. Prisen uddeles i et samarbejde mellem DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE

For tredje gang i sin karriere er Brøndbys anfører Nanna Christiansen kåret som Årets Profil i Gjensidige Kvindeliga. Prisen uddeles af DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE, og det er spillerne selv, der via en afstemning udpeger vinderen. 28 procent af spillerne har i år skrevet Nanna Christiansen på stemmesedlen.

“Det er kæmpestort. Det er noget, jeg er meget glad, stolt og taknemlig for. Det er en stor anerkendelse at få,” siger Nanna Christiansen til dbu.dk og Spillerforeningens hjemmeside.

33-årige Nanna Christiansen, der også var Årets Profil i sæsonen 2018-19 og 2019-20, har i den forgangne sæson for første gang i sin karriere været alvorligt skadet. Hun blev i maj 2022 opereret i menisken og har været ude i en længere periode.

“Jeg har aldrig prøvet at være skadet før. Så at jeg lige pludselig var skadet med menisken, og skulle være ude i et lidt over et halvt år var benhårdt. Men jeg er egentlig også overrasket over mig selv. Hvordan jeg tog arbejdshandskerne på, kom igennem skadesperioden og kom endnu stærkere ud på den anden side,” fortæller Nanna Christiansen og fortsætter:

“Det krævede en del af mig at komme igennem. Jeg vidste også bare, at jeg skulle have det her comeback, og jeg skulle tilbage på banen. Jeg skulle tilbage på det niveau, jeg havde inden skaden. Så det har jeg arbejdet stenhårdt for.”

Fejrede prisen med hattrick

Nanna Christansen har i den grad fundet tilbage til gamle niveau. Senest scorede hun tre gange, da Brøndby lørdag vandt 5-0 over Kolding IF. I alt er det blevet ti scoringer, så hun nu er nummer tre på topscorerlisten før næste weekends finalerunde.

“Det var svært lige i starten, da jeg kom tilbage, men her i foråret er jeg kommet tilbage til mit niveau. Det er jeg via mit hold, som har gjort det sindssygt godt, så det er også en kæmpe cadeau til dem, at de har hjulpet mig så godt på vej. Før min skade gik det ikke så godt i Brøndby. Vi var ikke så godt spillende lige der. Det var en periode, der var lidt hård for mig og for Brøndby generelt. Jeg føler, jeg har en bedre formkurve nu, efter jeg er kommet tilbage, og det har jeg også takket være, at holdet gør det sindssygt godt,” siger Nanna Christiansen til dbu.dk og Spillerforeningens hjemmeside.

Nanna Christiansen blev kåret som Årets Profil før lørdagens kamp mod Kolding IF.