Svensk succestræner bliver ny landstræner for Danmark

0
1051
Kvindelandsholdets kommende træner Andreé Jeglertz og Peter Møller, fodbolddirektør DBU. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Andrée Jeglertz afløser Lars Søndergaard som landstræner kvindelandsholdet efter fodbold-VM. Den 51-årige svensker har som træner blandt andet vundet Champions League og fire svenske mesterskaber

Det er en svensker med et imponerende træner-CV, der skal afløse Lars Søndergaard som cheftræner for Kvindelandsholdet efter sommerens VM i Australien og New Zealand.

51-årige Andrée Jeglertz har vundet UEFA Women’s Champions League og fire svenske mesterskaber. Han har vundet prisen som årets træner i Damallsvenskan hele fem gange og har også en titel som årets træner i Finland. Nu har Andrée Jeglertz skrevet kontrakt med DBU indtil sommeren 2025.

”Jeg er både stolt og glad for chancen for at være landstræner for Danmark. Jeg ser meget frem til at fortsætte udviklingen af holdet og til at arbejde med de mange dygtige spillere og staben. Sammen skal vi vinde – og vi skal samle og begejstre danskerne,” siger Andrée Jeglertz til dbu.dk.

“Han er en vinder”

Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, udtrykker stor begejstring over, at Andrée Jeglertz skal videreføre den udvikling, som Lars Søndergaard har stået i spidsen for:

”Kvindelandsholdet står lige nu et godt sted og har udviklet sig stærkt under Lars Søndergaard og resten af trænerstabens ledelse. Der er foretaget et mindre generationsskifte, og flere dygtige, unge spillere er nu en del af truppen – og samtidig har landsholdet opnået stærke resultater med kvalifikation til to slutrunder i træk, herunder det første VM i 16 år,” siger Peter Møller – og fortsætter:

”Jeg glæder mig over, at Andrée har sagt ja til at tage over efter Lars og dermed fortsætte udviklingen af holdet og spillerne. Andrée har en kæmpestor viden og erfaring i kvindefodbolden på både klub- og landsholdsplan – og så er han en vinder. Det er en rigtig god kombination, når vi drømmer om at samle Danmark og ultimativt stå med pokalen. Jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at løfte holdet, spillerne og dansk kvindefoldbold yderligere,” siger Peter Møller.

“Jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at løfte holdet, spillerne og dansk kvindefoldbold yderligere”

Peter Møller, fodbolddirektør i DBU

Andrée Jeglertz’ første opgave som landstræner bliver et brag af en kamp mod Tyskland i Nations League. Kampen spilles den 22. september på Viborg Stadion.