Silke startede sit eget fodboldhold med veninderne

0
878
Silke Simoni Due har spillet elitebasket og savnede fællesskabet på et hold. Derfor tog hun initiativet til at lave et fodboldhold. Fra DBU Sjællands facebookside

17-årige Silke Simoni Due lavede en gruppe på Snapchat og foreslog at starte et fodboldhold. Nu er der 18 spillere med på ‘Young Ladies’, der træner i Ledøje-Smørum Fodbold

“Vi har altid haft en joke i klassen os piger om, at vi skulle starte vores eget fodboldhold op. Og så tænkte jeg, at nu tager jeg initiativet til at starte holdet – og så skete det”.

Sådan fortæller 17-årige Silke Simoni Due i en video på DBU Sjælland. Videoen er filmet på banerne i Ledøje-Smørum Fodbold, for ganske rigtig: Silke fik startet holdet op, og nu er 18 unge kvinder med på ‘Young Ladies’, der foreløbig træner en gang om ugen og har planer om at tilmelde sig en af DBU Sjællands turneringer.

”Efter at jeg stoppede til basket, kunne jeg mærke, at jeg begyndte at savne at komme til træning. At være sammen med sine gode veninder. Bare have det sjovt i hverdagen. Det savnede jeg rigtig meget,” fortæller Silke, der har spillet basket på eliteniveau.

”Så lavede jeg en gruppe i Snapchat og spurgte, om vi skulle lave et fodboldhold. Så hørte folk om det, og tog deres venner med,” fortæller hun.

“I kommer bare”

Silkes søster spiller i Ledøje-Smørum Fodbold (LSF), og derfor var det oplagt at spørge LSF, om de kunne starte et fodboldhold hos dem.

“Så sagde vi selvfølgelig: Ja – I kommer bare,” fortæller Allan Nørskov, træner i LSF, til DBU Sjælland.

Klubben kendte yderligere tre-fire unge kvinder, som savnede et fodboldtilbud, så nu er ’Young Ladies’ vokset til 18 spillere. Klubben har også fundet en ung træner, Eloïse Chapé, og Allan Nørskov er med sine egne ord ”med til at flytte kegler”. Der er planer om at udvide træningen med endnu en dag.

Du kan se videoen på DBU Sjællands facebookside her