Fuldt hus til trænerkursus for kvinder i Helsingør

0
590
C1-kurset for kvinder blev holdt i Helsingør IF i starten af november. Foto: DBU Sjælland

13 kvinder tog for nylig UEFA C1-trænerkurset i Helsingør IF. Kurset var en del af Get Movin’, som skal få flere kvinder i gang med træner- og dommeruddannelse

Flere piger og kvinder skal med i fodboldens fællesskaber. Det er formålet med indsatsen Get Movin’, som i løbet af de næste år skal køre i mindst 96 fodboldklubber landet over.

En af klubberne er Helsingør IF, og her er de kommet rigtig godt fra start. For nylig blev der holdt C1-trænerkursus for kvinder, dvs. det første trin i UEFA’s træneruddannelse, og samtlige 13 pladser var booket. Det skriver DBU Sjælland.

”Det var fantastisk at skabe et rum for kvinder, som har et hjerte, der brænder for fodbold – men en usikkerhed i en sport, hvor det oftest er mænd der træder frem. Det var 10 timer med læring, åbenhed og sparring”, siger Camilla Madsen, bestyrelsesmedlem og træner i Helsingør IF og lokal Get Movin-ambassadør.

Interesse for at komme videre

Hun fortæller, at der allerede er efterspørgsel blandt kvinderne efter mere uddannelse.

”Flere har allerede efterspurgt et C2-kursus og et dommerkursus. Det har givet kvinderne en helt ny forståelse og indblik i, hvad fodboldverdenen er og giver – især når vi står sammen”, siger Camilla Madsen.

Det var Peter Baun, der stod for træneruddannelsen. Han er trænerudvikler for DBU men også er ansat som børneudviklingstræner i fællesskab mellem Snekkersten IF og Helsingør, som begge er Get Movin’ klubber.

“Så det var en erfaren instruktør, der førte deltagerne gennem kurset.

Læs mere på DBU Sjælland her