Hjertesygdom sætter stopper for Rikke Seveckes fodboldkarriere

0
987
Rikke Læntver Sevecke (th.) til en landsholdssamling med Kathrine Møller Kühl. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Landsholdsspilleren Rikke Læntver Sevecke må lægge fodboldstøvlerne på hylden. Undersøgelser har vist, at hun har en hjertesygdom, skriver hun på Facebook

“Det er svært at vide, hvor jeg skal begynde. Jeg har spillet fodbold, siden jeg kunne gå, og det har altid været en stor del af mit liv. Men det stopper nu”.

Sådan skrev landsholdsspilleren Rikke Læntver Sevecke fredag på Facebook. Anledningen er trist: Rikke Sevecke har efter en række undersøgelse fået konstateret en hjertesygdom, som tvinger hende til at lægge fodboldstøvlerne på hylden.

“De seneste par måneder har jeg fået lavet nogle undersøgelser, og jeg har for nyligt fået resultaterne tilbage, der siger, at jeg har en hjertesygdom. Det betyder, at jeg ikke må fortsætte med at spille professionel fodbold, og jeg er derfor blevet nødt til at stoppe min fodboldkarriere øjeblikkeligt,” skriver Rikke Sevecke.

Rikke Sevecke skiftede i sommer fra engelske Everton til Portland Thorns i USA, en klub hun dog aldrig nåede at spille for. Hun har tidligere spillet for BSF og Brøndby IF, inden hun startede udlandskarrieren i franske FC Fleury.

Rikke Sevecke har spillet 54 A-landskampe og var senest med ved sommerens VM i Australien og New Zealand.

“Det at tage den røde og hvide trøje på, gå på banen og synge nationalsangen er det største. Det er noget, jeg er sindssygt stolt over at have opnået, og som jeg altid vil se tilbage på med et smil. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, jeg har mødt på min vej, flere er blevet venner for livet,” skriver Rikke Læntver Sevecke på Facebook.