Peer Lisdorf ny cheftræner i B93

0
836
Peer Lisdorf i aktion som træner i Brøndby. Arkivfoto: Steen Trolle

Peer Lisdorf stoppede ved årsskiftet i FC Thy – Thisted Q på grund af besparelser i klubben. Nu har B.93 hyret ham som ny cheftræner

Det var ikke mange minutter den erfarne kvindeligatræner Peer Lisdorf nåede at være uden trænerjob. Kort før nytår stoppede han som cheftræner for FC Thy – Thisted Qs kindeligahold, men allerede 3. januar kunne B.93 meddele, at Østerbro-klubben har hyret Lisdorf som sin nye cheftræner.

“Vi er så heldige at vi har får lavet en aftale med Peer om at blive vores cheftræner. Da muligheden opstod, blev der varm forbindelse imellem Asien (hvor Peer er på ferie) og Danmark. Da både Peer og vi var meget interesserede i at få lavet et samarbejde blev vi ret hurtig enige om aftalen,” siger B.93 sportschef Frank Petersen til klubbens hjemmeside:

“Jeg tror de fleste i dansk Kvindefodbold kender til det som Peer har opnået som træner. Det er naturligvis også hans kvaliteter og erfaring, som vi håber kan hjælpe os til at tage det sidste skridt op i Kvindeligaen,” fortsætter sportschefen.

Fire mesterskaber

Peer Lisdorf, der har vundet tre mesterskaber og fire pokaltitler med Brøndbys kvinder og var cheftræner for HB Køge, da de blev mestre i 2020/21, beskriver B.93 som en af Danmarks ældste og mest traditionsrige fodboldklubber.

“B.93 har altid været kendt for at forsøge at spille teknisk underholdende fodbold, har et stærkt sammenhold og vil gerne arbejde med talentudvikling. Jeg glæder mig til at give den max gas sammen med kvindeholdet og staben, hvor forårets stor mål er oprykning til Kvindeligaen og videre deltagelse i pokalturneringen,” siger han på klubbens hjemmeside.

Fyret på grund af besparelser

At Peer Lisdorf er færdig i FC Thy – Thisted Q, skyldes udelukkende besparelser, forklarer direktør Søren Willette Pedersen på klubbens hjemmeside:

“Opsigelsen med Peer Lisdorf sker udelukkende på baggrund af en række besparelser som vi er nødsaget til at foretage. Vi har været utroligt glade for det store engagement og den faglighed som Peer har bragt klubben og den samlede spillertrup i FC Thy – Thisted Q. Derfor skal der lyde stort tak til Peer for hans tid i klubben og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden,” siger direktør Søren Willette Pedersen.