Sille Fuhlendorff hjem fra Italien til Kolding IF

0
766
Sille Fuhlendorff trækker igen i Kolding-trøjen efter to år i italiensk fodbold. Foto: Kolding IF

Sille Fuhlendorff vender efter to år i italiensk fodbold hjem til Kolding IF. Fantastisk, lyder det fra manager Allan Drost

Kolding IF forstærker sig med en gammel kending, som trods sine bare 19 år har to års erfaring fra italiensk fodbold. Det er Sille Fuhlendorff, som nu vender retur til Kolding IF efter to år i henholdsvis i Pink Bari og S.S. Lasio.

“Det er fantastisk at vi som klub, kan sende unge spillere på eventyr i det store udland og samtidig formå at tiltrække dem når tiden er moden til at vende hjem igen. Sille har afvist flotte tilbud fra større klubber i såvel ind- som udland, for i stedet nu at fortsætte karrieren i Kolding IF, hvilket gør os både stolte og ydmyge i forhold til at hjælpe hende til at videreudvikle sig og dermed lægge næste lag på sit spil,” siger manager Allan Drost til klubbens hjemmeside.

Sille Fuhlendorff glæder sig til igen at tørne ud for Kolding:

“Min tid i udlandet har været det bedste og mest lærerige valg jeg nogensinde har taget og nu trængte jeg til at komme hjem. Kolding har været min opvækstklub og har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Det var derfor helt naturligt, at vende tilbage til klubben. Der er stor kvalitet på og omkring holdet, og jeg er sikker på, at det kan være med til at udvikle mig yderligere som spiller. Jeg er super klar på nye udfordringer og glæder mig meget til at komme i gang med slutspillet,” siger hun.