Pigetrænerseminar: Lær spillerne at bruge hele banen

0
921
Allan Drost på træningsbanen. Foto: Kolding IF

DBU Jylland inviterer til fyraftensseminar den 12. marts i Vejen med Kolding IF-træner Allan Drost og talentdommer Julie Alsbro Thomsen. Fokus er bl.a. at lære spillerne at udnytte banen bedre

Hvordan får du dine spillere til at bruge hele banen? Det er et af temaerne for et fyraftensarrangement, som DBU Jylland holder i Vejen den 12. marts. Her vil Kolding IF-træner Allan Drost give gode råd til pige-kvindetrænere, som gerne vil lære deres spillere at slippe bremsen og turde gøre noget, der stikker ud fra deres rolle på banen.

Som DBU Jylland skriver:

– Jamen jeg spiller jo kant, må jeg så gerne løbe ind centralt?
Sådan kan det indimellem lyde ud til dig som pigetræner, for pigerne er ofte ultra-loyale overfor eksempelvis den position, man er blevet bedt om at spille på banen.

Allan Drost vil i sit oplæg have fokus på positionering og vise helt konkret på træningsbanen, hvad offensive rotationer kan.

“Hvad kan det skabe af lokale overtal, hvilke rum opstår og hvordan kan vi bedst muligt udnytte disse rum, samtidig med at vi beskytter os mod omstillinger imod, såfremt vi taber bolden?,” lyder det.

Desuden vil talentdommer Julie Alsbro Thomsen fortælle om livet som kvindelig dommer og sammen med Allan Drost vil hun give tips til samspillet mellem træner og dommer før, under og efter en kamp.´

Det koster 100 kroner at deltage. Tilmeldingsfrist er mandag den 4. marts. Læs mere her