Stortalent fra Kolding IF skifter til bundesligaen

0
862
Pernille Sandvig har været en del af ligatruppen i Kolding IF, siden hun var 15 år. Foto: Kolding IF

Kolding IF har solgt Pernille Sandvig til Eintracht Frankfurt, hvor hun bliver fuldtidsprofessionel. Afslutningen af 3.G. skal klares med selv- og online-studier

Pernille Sandvig fra Kolding IF bliver først student til sommer, men nu har det 18-årige stortalent skrevet under på kontrakt med den tyske klub Eintracht Frankfurt, der er på 3. pladsen i den tyske bundesliga.

Skiftet fra Kolding IF til Frankfurt betyder, at Pernille Sandvig har fået tilladelse til afslutte sin gymnasiale uddannelse via selvstudier og online-enetimer. Det sker takket være en ordning, som Team Danmark tilbyder sportstalenter. Det skriver JydskeVestkysten.

Pernille Sandvig har været en del af kvindeligatruppen i Kolding IF, siden hun har var 15 år. Hun fik sin første kontrakt som 16-årig og har sideløbende med Kolding IF spillet tre kampe på U16-landsholdet, 11 kampe på U17-landsholdet og 20 kampe på U19-landsholdet.

En stor drøm går i opfyldelse

Om skiftet til Tyskland, hvor hun bliver fuldtidsprofessionel, siger Pernille Sandvig til Koldig IFs hjemmeside:

“Det bliver med en klump i halsen, at jeg skal sige farvel til pigerne og alle omkring holdet, da jeg hver dag har nydt at komme til træning og at være en del af et unikt sammenhold. Jeg har nu fået en mulighed for at få en stor drøm opfyldt, og jeg ser frem til at spille i en af de største klubber i Tyskland, hvor der venter en masse nye oplevelser og udfordringer”.