Sophia skal gå på gymnasiet og jagte fodbolddrømmen i svensk storklub

0
1855
Sophia flytter efter sommerferien til Linköping, hvor hun skal gå i gymnasiet og spille fodbold på eliteniveau.

Keeper-talentet Sophia “G” Ganzhorn fra BSF skal kombinere elitefodbold og en gymnasial uddannelse i Linköping FC. Aftalen er kommet i stand, efter et længere udskillelsesløb. ”Vi ser et stort potentiale i Sophia,” siger Linköpings U19-træner

15-årige Sophia “G” Ganzhorn, der står på mål for BSFs U16- og U19-hold, skal efter sommerferien på gymnasiet. Men det er ikke en helt almindelig gymnasiehverdag, der venter målmandstalentet fra Ballerup-Skovlunde. Sophia flytter nemlig til Linköping i Sverige, hvor hun skal kombinere en gymnasial uddannelse med elitefodbold hos LFC, Linköping FC.

Opholdet er kommet i stand efter et længere forløb, som startede med en uges prøvetræning hos LFC, en ansøgning til NIU (Sveriges udgave af DBUs Elitesatsning), en samtale på et samarbejdsgymnasium, en fodboldoptagelsesprøve og endnu en optagelsesprøve, hvorfra der til sidst blev udvalgt 20 piger ud af 140 ansøgere.

Hun fik endeligt svar i januar, og nu er nedtællingen i gang til opholdet, som forventes at blive på tre år. Undervejs skal Sophia bo i en studiebolig alene eller sammen en holdkammerat og spille på Linköping FCs U17 eller U19 hold. Der er udsigt til fire aftentræninger og tre træningspas i skolen hver uge samt kamp i weekenden.

Robin Petersson, træner for Linköping FC F19, og Sophia.

“Sophia var i efteråret med til prøvekamp hos os, hvor vi med et samme kunne se, at der var noget interessant ved hende. Det gav os lyst til at se hende igen, og efter to træninger så vi et endnu større potentiale i hende. Derfor ville vi gerne tilbyde hende mulighed for at fortsætte hos os. Vi er meget glade for, at Sophia vælger at komme til Linköping FC som klub og Fria Läroverken som skole. Vi tror på, at vores miljø hos Linköping FC vil være perfekt for Sophia at udvikle sig i,” siger Robin Petersson, træner for Linköping FC F19.

”efter to træninger så vi et endnu større potentiale i hende”

”Det er en kæmpe mulighed”

Linköping FC har haft flere danske landsholdsspillere på 1. holdet, blandt andet Pernille Harder og Mariann Gajhede. Sophia “G” Ganzhorn ser den svenske storklub som det perfekte sted at udvikle sit talent:

”Jeg synes, at det er en kæmpe mulighed at blive en del af Linköping, da de både spiller Champions League og er ét af Sveriges bedste hold (nr. 3 i 2023, red.). Derudover har de mange unge talenter, så jeg ved fra mine træninger deroppe, at intensiteten og kvaliteten er høj. Mit mål er selvfølgelig at blive en del af det danske landsholdsmiljø og på sigt gå hele vejen indenfor fodbolden,” siger hun.

Træning på stadion i Linköping.

”G har så meget potentiale”

Målmandstræner i BSF, Isabella Schwartz, forstår godt, at den svenske storklub kan se potentialet i Sophia, som hun har trænet i lidt over to år:

“G er en arbejdsom keeper, som vil lære og har et vanvittigt godt humør. Hun spreder glæde omkring sig og de andre keepere i gruppen har lært meget af hende, og hun har lært meget af dem som et team. G har arbejdet meget hårdt på at nå til hvor hun er i dag, og jeg ved at hun vil nå meget langt med den vilje hun besidder.  G har så meget potentiale, og hun har en masse drømme, som jeg ved nok skal gå i opfyldelse med hendes gåpåmod. Jeg glæder mig til at følge G og hendes drømme blive til virkelighed,” lyder det fra BSF-træneren.

Sophia til prøvetræning i efteråret.

LÆS OGSÅ: Maja skal spille og studere på Harvard: Sådan gik hendes udlandsdrøm i opfyldelse