Damsø sejrede i solskin: ”Det er fortjent, at vi vinder i dag”

0
1338
FC Damsø jubler efter en scoring.

FC Damsø vandt lørdagens kamp i 2. divisions slutspil med 4-1 over Vejle. Anfører Sophie Borre var godt tilfreds efter kampen. FODBOLD FOR PIGER har været til 2. divisionsfodbold i Vanløse

Tekst & foto: Astrid Simone Trolle

Solen skinnede over Vanløse Stadion, da Damsø tog imod Vejle BK lørdag kl. 13 i 2. divisions slutspil pulje 1.

Begge hold havde et nederlag med i bagagen, og man kunne derfor mærke allerede fra opvarmningen, at begge hold virkede indstillede på at kæmpe om de tre point.

Damsø kom foran efter 19 minutters spil på mål af Svava Mørk Andersen. Men præcis som i holdets seneste kamp mod Dalum/Næsby blev der udlignet lige inden pausen. Det var Filucca Daugaard Andersen fra Vejle, der sikrede, at udeholdet kunne gå til pause med 1-1.

“Vi ser lidt trætte ud”

Damsø’s anfører Sophie Borre var ikke tilfreds med for anden kamp i træk at lukke mål ind lige før halvleg.

“Vi ser lidt trætte ud til sidst i 1. halvvej og lukker Vejle for meget ind i kampen og gør det farligt for os selv. Derfor udligner de”.

Derfor var det også vigtigt for Damsø-holdet at få snakket om tingene i halvlegen.

“Vi fik snakket om i pausen, at vi er bedre end det, vi havde vist gennem 1. halvleg. Så vi blev enige om at komme ud med mere energi og bedre spil,” lød det fra FC Damsø-anføreren.

Damsøs anfører Sophie Borre i aktion.

Langskudsmål

Og godt kom hjemmeholdet ud efter pausen. Et imponerende langskudsmål af Celine Dalsten bragte holdet foran til 2-1 efter 5 minutters spil, der sendte både de fremmødte tilskuere og spillerne ud i massiv jubel. Derfra fik hjemmeholdet styr på tingene.

Vejle havde et par enkelte hjørnespark efter scoringen, men fik ikke nok ud af det.

Senere var Celine Dalsten igen indblandet, da hun blev fældet i feltet, og dagens dommer var ikke et sekund i tvivl. Han pegede på pletten og dømte straffe.

Straffesparket blev sendt i mål af anfører Sophie Borre. Scoringen til 3-1 tog farten ud af begge hold, der ellers havde leveret god fodbold. Målscorer fra 1. halvvej Svava Mørk Andersen satte punktum på kampen med en sen scoring i det 87 minut.

Vejle fik udlignet til 1-1 før pausen.

“Vi har godt styr på det”

Damsø vinder 4-1 efter en god kamp, og anfører Sophie Borre glædede sig over resultatet.

“Jeg synes egentlig, at vi har godt styr på det gennem hele 2. halvleg, hvor vi også får hul på målbylden og netter tre gange. Så jeg synes, at det er fortjent, at vi vinder i dag,” sagde hun efter kampen.

Celine Dalsten blev kåret til kampens spiller hos FC Damsø.

Med en sejr på hjemmebane har FC Damsø nu 15 point og ligger på en andenplads lige efter Dalum/Næsby med 16 point. Mens Vejle er under nedrykningsstregen efter at Allerød og B73 Slagelse spillede 1-1 lørdag.

Næste lørdag tager Damsø en tur til Allerød, Vejle møder Dalum/Næsby hjemme, og B73 Slagelse har friweekend.