Dag og nat for OB: Kvinderne sikrede sig oprykning – mændene røg ud af superligaen

0
445
OB Qs hold fejrer at oprykningen er hjemme efter lørdagens kamp mod Næstved. Foto: OB Q

Med en storsejr på 6-1 over Næstved sikrede OB Q sig lørdag oprykning til landets bedste kvinderække, Gjensidig Kvindeliga. Samme dag røg OBs herrehold ud af Superligaen

Det var på en gang smil og gråd for Odense Boldklub lørdag eftermiddag. I Viborg blev OBs superligaherrer sendt ud af superligaen for første gang i 26 år, og i Odense vandt OBs kvinder 6-1 over Næstved i Kvalifikationsligaen og sikrede sig dermed oprykning til Gjensidig Kvindeliga.

Der er endnu to runder tilbage i Kvalifikationsligaen, men OB Q har 20 point efter otte kampe og er sikker på at vinde rækken, uanset resultaterne i de sidste to runder.

B.93 er nummer to i rækken, og hvis københavnerne vinder deres kamp søndag eftermiddag over AaB, så snupper de den anden plads i kvindeligaen. Dermed kan OB og B.93s kvinder indtage den bedste række, mens de samme klubbers herrer har udsigt til at en sæson, hvor de skal møde hinanden i den næstbedste række.

I lørdagens kamp blev Dikte Bang den store målhelt med tre scoringer, mens Anna Krog, Louise Wadstrøm og Zoe Margaret Hasenauer scorede et mål hver. Julia Hjørlunde Hansen fik pyntet lidt på resultatet for Næstved med en scoring til 1-4 midt i 2. halvleg.

Kampen blev spillet på opvisningsbanen ved OB’s klubanlæg i Ådalen. Odense Stadion var nemlig optaget af en koncert med bl.a. Nick & Jay og Medina.