U19: Annas hattrick sikrede Brøndby sin første sejr

0
566
Anna Hemmingsen kan dække mange positioner. Søndag spillede hun 9er. Foto: Brøndby IF

Anna Hemmingsen scorede tre gange, da Brøndbys U19-kvinder søndag slog Team OdenseQ og dermed vandt sæsonens første kamp i U19-ligaen

Så har Brøndby fået sin første sejr i årets U19 Liga, og det skyldes ikke mindst Anna Hemmingsen, som søndag scorede tre gange, da Brøndby slog Team OdenseQ med 3-4 i Odense.

Anisa Saini sørgede for en god start til Brøndby med en scoring allerede efter ni minutter, men et kvarter efter fik Isabella Kloock-Jensen udlignet for hjemmeholdet, så der ved pausen stod 1-1.

10 minutter inde i 2. halvleg gjorde Anna Hemmingsen det til 1-2. Isabella Kloock-Jensen fik dog udlignet, men kort efter blev det 2-3 ved Anna Hemmingsen, og selv om Jasmine Nouck Rasmussen fik udlignet i det 82. minut, så gav Brøndby ikke op. To minutter før tid blev det 3-4. Målscorer: Anna Hemmingsen, som dermed kunne hyldes som hattrick-helt.

“Anna viste stor kvalitet i sine afslutninger i dag. Hun er det Morten Olsen ville kalde en polyvant spiller, der kan dække mange positioner, i dag var hun 9´er og den opgave løftede hun fremragende,” siger Brøndbys U19-cheftræner Kenneth Kretschmer Petersen.

“I dag var hun 9´er og den opgave løftede hun fremragende”

Brøndbys U19-cheftræner Kenneth Kretschmer Petersen om Anna Hemmingsen
Anna scorer til 3-2. Foto: Brøndby IF

Burde have lukket kampen

Cheftræneren konstaterer, at kampen blev lidt mere spændende, end den burde være blevet, set med Brøndby-briller:

“Vi er meget på bolden og får skabt nok til at lukke kampen, men vi må give Odense at de fighter forbilledligt og er skarpe på omstillinger og de parametre holder dem inde i kampen, helt til det sidste”.

Med sejren har Brøndby nu fire point efter tre kampe. Det kunne dog sagtens være blevet til mere, konstaterer Kenneth Kretschmer Petersen:

“Vi har haft en lidt udfordret start, hvor vi i sæsonåbneren mod AGF får en rigtig god start og kommer foran, men allerede efter 10 minutter får vi et mere end tvivlsomt rødt kort, det ændrer helt naturligt kampbilledet, når man skal spille i undertal i mere end 80 minutter. Sæsonens 2´kamp mod Kolding, var en højintens og helt lige kamp, hvor det så ud til vi kunne løbe med alle pointene, indtil vi desværre lavede et lidt uheldigt selvmål i 93´minut”.

“Vi har haft en lidt udfordret start”

Foto: Brøndby IF

Vil spille med om DM-guldet

Målet for sæsonen er klart, fastslår cheftræneren:

“Vores målsætning er at spille med om at vinde ligaen, samtidig med at vi rigtigt gerne vil kunne udvikle spillerne og få flere at dem i action på vores kvindeliga hold, hvor vi allerede nu har kunnet give debut og flere minutter til en håndfuld U19 spillere i denne sæson. I det lys har vores sæsonstart været godkendt, men vi er i den grad sultne efter at levere flere points og flere minutter til kvindeligaen. ,” siger Kenneth Kretschmer Petersen.
Næste runde spilles om to uger. Brøndby IF møder her Fortuna Hjørring.

RESULTATER AF WEEKENDENS KAMPE I U19:
Fortuna Hjørring-FC Nordsjælland 0-5
Tam OdenseQ-Brøndby IF 3-4
FC Midtjylland-Kolding IF 1-2

Foto: Brøndby IF