Klubbens fremtid i rækken afhænger af udfaldet af OB’s kamp mod Østerbro IF i A-Liga Kvalifikation på lørdag
B 73 Slagelse kan trods en placering uden for de direkte overlevelsespladser stadig bevare sin status som C-Liga-klub i næste sæson.
Sportsligt slutter B 73 Slagelse på femtepladsen og kvalificer sig dermed ikke direkte til endnu en sæson i C-Ligaen. Klubben kan dog fortsat undgå nedrykning, hvis OB’s førstehold ikke sikrer sig oprykning til A-Ligaen.
Hvis OB ikke kvalificerer sig til A-Ligaen, vil klubbens andethold i C-Ligaen blive tvangsnedrykket i henhold til turneringsreglementet. I det scenarie vil B 73 Slagelse kunne beholde sin plads i rækken, mens Svogerslev BK og OB’s C-Liga-hold rykker ned.
Fodbold For Piger har talt med B 73 Slagelses cheftræner, Henrik Carlson, om den usædvanlige situation.
På spørgsmålet om, hvordan han oplever, at holdets fremtid i høj grad afhænger af resultatet af en kamp, som B 73 Slagelse ikke selv har indflydelse på, svarer han:
– Jeg vil sige, at vores skæbne har vi jo selv været en stor del af, i forhold til at vi ikke har været gode nok i dette nedrykningsspil. At vi stadig har en mulighed for at blive, er selvfølgelig en stor ting for os, hvis det lykkes. Vi har været ramt af mange alvorlige skader i dette halvår, og det har vores trup ikke været gearet til.
Cheftræneren understreger dermed, at holdets nuværende situation først og fremmest er et resultat af egne præstationer, selv om udfaldet nu også afhænger af andre resultater.
I klubben er der samtidig opbakning til holdet – uanset hvilken række B 73 Slagelse skal spille i efter sommerpausen.
På spørgsmålet om, hvorvidt klubben kommer til at følge de afgørende opgør, siger Henrik Carlson:
– Der er stor opbakning fra klubben, selvom vi må en tur ned. Men vi kommer da til at følge “lidt” med i OB- og Thy-kampene.
Dermed venter der en spændende afslutning på sæsonen for B 73 Slagelse, der må afvente weekendens resultater, før det står klart, om klubben fortsætter i C-Ligaen i den kommende sæson.











