Mandag aften spillede U23-landsholdets testkamp mod Tyskland, her leverede de en stærk indsats og var utroligt tæt på at tage sejren over naboerne fra syd.
U23-landsholdet er i disse dage kaldt til samling i Tyskland. Her står planen blandt andet på testkampe, og mandag aften bød på et tæt opgør med netop værterne fra Tyskland.
Det blev et opgør af chancer, hvor begge hold hyppigt fandt frem til målet – men altså manglede den sidste præcision i afslutningerne. Det var dog tyskerne, der først kunne bringe sig foran i opgøret. Det var Marie Steiner, der efter et dansk hjørnespark, i en omstilling fik vekslet chancen til mål.
Kort efter slog Danmark tilbage, da et indlæg fra Sarah Thygesen endte med et tysk selvmål af Jella Veit. Og efterudtagede Mari-Ann Høgh kunne endda sende danskerne i front i efter 71 minutter, da en afslutning via stolpen gik i kassen.
I det 82′ minut blev Marie Steiner dobbeltmålscorer efter et cutback fandt hende fri uden for feltet. Til dagligt spiller hun for TSG Hoffenheim, tophold i Frauen Bundesliga.
Det var lige ved, at Danmark skulle tage sejren. I opgørets allersidste minutter kom Elvira Nejmann alene i gennem med keeperen, men kunne ikke få placeret afslutningen rundt om – og i stedet endte kampen 2-2.
En stærk præstation af de danske talenter.












