Danmark storsejrer mod Serbien og er klar til VM i Brasilien

Det danske landshold er klar til VM i 2027 efter en imponerende indsats kvalifikationspuljen med Sverige, Italien og Serbien. Foto: dbufoto.dk

Det danske A-landshold er på imponerende vis direkte kvalificeret til næste sommers VM-slutrunde i Brasilien efter en overbevisende 1-4-sejr ude mod Serbien. Cecilie Fløe, Amalie Vangsgaard og Pernille Harder scorede de danske mål i Beograd.

DBU kan godt booke billetterne til Brasilien næste sommer. De danske kvinder er nemlig klar til VM-slutrunden 2027, efter at holdet tirsdag aften gjorde et imponerende arbejde i VM-kvalifikationen færdigt ved at besejre Serbien med 1-4 i Beograd.

På forhånd vidste danskerne, at ét point i Serbien ville være nok til at sikre førstepladsen i kvalifikationspuljen, der som den eneste giver direkte adgang til VM. Selv ved et nederlag, kunne danskerne dog også blive hjulpet til Brasilien af et svensk point mod Italien, men det skulle der slet ikke blive behov for.

Støt Fodbold For Pigers fortsatte dækning af pige- og kvindefodbold. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

Der var kun spillet syv minutter, da de danske gæster satte kursen mod Copacabana. Sofie Bredgaard smed et indlæg ind fra højresiden, og efter uimponerende serbisk forsvarsspil var brandvarme Cecilie Fløe på pletten og sparkede bolden ind over stregen.

Efter en kort forskrækkelse grundet en usikker Freja Thisgaard-aktion var der mere at juble over for danskerne bare seks minutter senere. Denne gang kom indlægget fra Sofie Svava i venstresiden, som præcist ramte Amalie Vangsgaard, der med stor overbevisning headede bolden over den serbiske keeper.

Serberne fik dog svaret hurtigt tilbage efter et boldtab af Bredagaard på egen halvdel, og efterfølgende kunne Thisgaard ikke stille noget op på Allegra Poljaks afslutning, der uheldigt blev afrettet på Stine Ballisagers læg.

Efter en hektisk start fandt kampen et roligere leje, men mod afslutningen af 1. halvleg blev den danske klasse igen tydelig. Med syv minutter til pause pegede kampens dommer på pletten efter en minimal forseelse på Amalie Vangsgaard på kanten af feltet, og anfører Pernille Harder kvitterede med vanlig sikkerhed fra elevemeterpletten.

Jubelen over 1-3-målet nåede knap at forstumme, før der var mere at glædes over. For fire minutter senere viste Vangsgaard imponerende sparketeknik, da hun smaskede bolden ind i det fjerneste hjørne. Dermed gik Danmark til pause foran hele 1-4, og klasseforskellen afspejlede sig i 2. halvleg, hvor Michelsens tropper kunne udvise større tålmodighed både med og uden bolden.

Selvom Serberne kom en anelse mere på bolden, skabte værterne ingen nævneværdige chancer, mens den danske landstræner benyttede muligheden for at skifte tidligere og oftere end han har for vane – blandt andet sluttede Pernille Harders aften efter en times spil, hvor Olivia Holdt afløse anføren.Derudover gav 2. halvleg også sjælden spilletid i VM-kvalifikationen for Isabella Obaze og Josefine Hasbo.

Største mulighed efter pausen tilfaldt indskiftede Sara Holmgaard, der flot blev sat op af en velspillende Fløe. Den serbiske keeper reagerede dog flot på afslutningen fra den danske venstreback.

Der blev dog ikke scoret yderligere, men det ændrede ingenting for den danske fejring, der brød ud ved slutfløjtet.

Med sejren slutter Danmark på imponerende vis nummer et i puljen som ubesejrede med 14 point efter seks kampe. Holdet er derfor som et af fire europæiske lande direkte kvalificeret til VM næste sommer.

Samtidig spillede Sverige og Italien 2-2, hvilket betyder, at Italien slutter på gruppens andenplads. Alle af de tre andre lande har dog stadig muligheden for at kvalificere sig til slutrunden i Brasilien via playoff til efteråret.