
På trods af sine kun 15 år og 340 dage fik Frida Larsen debut i Næstved HGs sejr over B93 i B-Ligaen efter “et års rivende udvikling”.
15-årige Frida Larsen fik i weekendens kamp mellem Næstved HG og B93 i B-Ligaens Kvalifikationsspil sin debut for hjemmeholdet. Her vandt de 3-2 efter en stærk indsats af den unge keeper.
Klubben selv fortæller, “at hun har været inde i en rivende udvikling det seneste år og har taget store skridt både på og uden for banen,” som de skriver i et instagramopslag.
Frida Larsen tog skridtet op i A-truppen i vinters, efter at have spillet på ungdomsholdene i overbygningsklubben, Herlufsholm GF (HG Fodbold).
Ikke nok med startdebut til 15-årige Frida Larsen, så kunne Næstved HG samt fejre tilbagekomsten af en deres offensivprofiler – nemlig Signe Sønderup.
Sejrsmålet faldt i det 88. minut, hvor Signe Sønderup blev matchvinder efter en superflot soloaktion. Og endnu finere var det, at selvsamme Signe Sønderup havde fået sit comeback efter næsten et år på sidelinjen – 306 dage siden sidst spillede kamp.
Og comebacket blev fejret med en kampafgørende scoring fra offensivspilleren.
Næstved HG spiller forårets sidste kamp den 13. juni, hvor de slutter sæsonen af i en udekamp mod AaB.











