Officielt: Nanna Christiansen stopper karrieren

Foto: 3 Point

Brøndby IF-ikonet Nanna Christiansen stopper sin aktive karriere, når sidste runde af A-Ligaen er spillet, oplyser klubben torsdag.

519 kampe og hele 270 mål.

Sådan lyder Nanna Christiansens imponerende bedrifter i Brøndby-trøjen, men snart er det slut.

Brøndby IF oplyser torsdag, at den 36-årige offensivspiller stopper sin aktive karriere efter denne sæson, og dermed resterer der altså blot en kamp, inden det er slut.

Nanna Christiansen har tilbragt knap 19 år af sin seniorkarriere i Brøndby IF, som hun skiftede til i 2007.

Hun har for længst slået rekorden for både flest kampe og flest mål for Brøndby IF’s kvindehold.

Nanna Christiansen stoppede i 2021 på det danske landshold, som hun nåede at repræsentere hele 112 gange, og inden længe er det altså helt slut med den aktive spillerkarriere.