Den danske landsholdsangriber fortsætter karrieren i den engelske Women’s Super League, hvor Aston Villa har hentet den 29-årige offensivspiller fra italienske Juventus.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Den danske landsholdsspiller Amalie Vangsgaard er ny spiller i Aston Villa Women. Den engelske klub har hentet den 29-årige angriber i Juventus, mens overgangen fortsat afventer den endelige visumgodkendelse.
Vangsgaard nåede to sæsoner i den italienske storklub, hvor hun scorede 11 mål i 62 kampe efter skiftet fra Paris Saint-Germain i 2024.
Inden opholdene i Frankrig og Italien har den danske landsholdsspiller blandt andet repræsenteret Linköpings FC, FC Nordsjælland, Ballerup-Skovlunde og Fortuna Hjørring.
Siden debuten på det danske A-landshold i 2022 har Vangsgaard spillet 46 landskampe og scoret 14 mål.
Hos Aston Villa glæder direktør for kvindefodbold Marisa Ewers sig over tilgangen.
– Hun er en spiller med dokumenteret kvalitet og erfaring på højeste niveau, og vi er glade for at hente hende til Aston Villa. Hun vil tilføre værdifuld kvalitet til gruppen, mens vi fortsætter med at bygge hen imod vores ambitioner for den nye sæson, siger Marisa Ewers til klubbens hjemmeside.
Med skiftet til Aston Villa får Amalie Vangsgaard mulighed for at prøve kræfter med den engelske Women’s Super League, hvor hun bliver en del af klubbens trup frem mod den kommende sæson.












