Ashley Riefner fortsætter i Fortuna Hjørring

Ashley Riefner har mere end 100 førsteholdskampe hos Fortuna Hjørring på cv-et og har været afgørende i mange kampe. Arkivfoto: Jess Madsen

Den 32-årige amerikaner har indgået en ny aftale med Fortuna Hjørring og er dermed tilbage i den nordjyske trup efter en kort sommerpause.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Ashley Riefner fortsætter alligevel karrieren i Fortuna Hjørring. Den offensive midtbanespiller havde oprindeligt taget afsked med klubben, men parterne er nu blevet enige om en aftale, der gælder til og med forårssæsonen 2027.

Dermed får cheftræner Niclas Hougaard tilført en rutineret spiller, som allerede har rundet 100 kampe for Fortuna Hjørring.

– Ashley Riefner er en af de hurtige, fysisk stærke offensive spillere, som kan være med til at afgøre vores kampe. Hun bliver en vigtig brik i vores spil i den kommende sæson og har en stor erfaring med sig, siger Niclas Hougaard til klubbens hjemmeside.

Riefner fik sin debut for Fortuna Hjørring den 6. august 2022 og har siden været en markant del af holdets offensiv. Den 32-årige amerikaner glæder sig over, at det er lykkedes at få en ny aftale på plads.

– Jeg er glad for, at det lykkedes. Fortuna er så meget mere end en fodboldklub for mig. Det er familie, og jeg har stadig en masse at give til holdet. Samtidig ser jeg frem til at arbejde med et helt nyt træner-setup, siger Ashley Riefner.

Riefner kan få sin første optræden efter tilbagekomsten, når Fortuna Hjørring tirsdag den 28. juli klokken 19.00 indleder sæsonen på udebane mod Kolding IF.