Næstved-træner erkender udskiftningsfejl: “Det giver ikke nogen mening at anke”

Emma Davgaard i aktion for Næstved HG. Foto: Næstved HG

Fodboldens Disciplinærinstans har dømt omkamp i B-Liga-opgøret mellem Næstved HG og AaB, efter hjemmeholdet foretog udskiftninger ved fire forskellige spilafbrydelser. Næstved HG erkender fejlen og har valgt ikke at anke afgørelsen.

Kampen mellem Næstved HG og AaB skal spilles om.

Det har Fodboldens Disciplinærinstans slået fast, efter AaB indgav en protest over Næstved HG’s håndtering af udskiftningerne i holdenes opgør den 15. august på JHH Park i Næstved.

Her vandt Næstved HG med 1-0, men efter kampen valgte AaB at protestere over antallet af spilafbrydelser, som hjemmeholdet havde benyttet i forbindelse med sine udskiftninger.

Reglerne tillader hvert hold at foretage op til fem udskiftninger, men udskiftningerne skal gennemføres ved maksimalt tre spilafbrydelser. Udskiftninger foretaget i pausen tæller ikke med.

Næstved HG foretog fire udskiftninger ved fire forskellige spilafbrydelser.

Det vurderede Fodboldens Disciplinærinstans var i strid med de gældende propositioner. I afgørelsen fremgår det samtidig, at disciplinærinstansen ikke kan afvise, at den ekstra mulighed for at foretage en udskiftning kan have givet Næstved HG en fordel i kampen.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

 

Erkender fejlen

Hos Næstved HG har man efterfølgende gennemgået både afgørelsen og videomaterialet fra kampen.

Og her er konklusionen klar: Der blev begået en fejl.

– Vi har læst det igennem. Vi har kigget vores videomateriale igennem, og så kan vi tydeligt se, at vi har lavet en fejl, siger Næstved HG-cheftræner Adam Barkhuus til FODBOLD FOR PIGER.

Dermed har Næstved HG også valgt ikke at anke afgørelsen.

Ifølge Barkhuus har klubben undersøgt andre sager, hvor der er blevet begået en lignende fejl, og her har afgørelserne været de samme.

– Det giver ikke nogen mening for os at anke den, fordi det er rigtigt, det de har lavet en protest imod. Vi har taget de fire spilstop ud over den almindelige pause mellem de to halvlege, siger Barkhuus.

Han peger samtidig på, at klubben ikke ser nogen grund til at gå videre med sagen, når tidligere afgørelser peger i samme retning.

– Når vi kigger på andre afgørelser både i udland og i Danmark, hvor vi har en lignende sag, så er afgørelserne det samme, og det er en omkamp, siger Barkhuus.

 

Har allerede taget kontakt

Selvom omkampen endnu ikke har fået en dato, har Næstved HG allerede taget initiativ til at få den på plads.

Klubben har ifølge Barkhuus rakt ud til både AaB og DBU’s turneringsadministration med forslag til datoer, hvor kampen kan afvikles.

– Vi har rakt ud til både Aalborg og til DBU-turneringsadministrationen i forhold til at imødekomme en dato, og der har vi skrevet en masse datoer ned for, hvornår vi kunne, og hvornår vi ser det praktisk muligt, fortæller Adam Barkhuus.

Næstved HG har dog endnu ikke modtaget svar.

Barkhuus understreger samtidig, at det ikke undrer ham, at der endnu ikke er kommet en tilbagemelding, da ankefristen på 14 dage først skulle udløbe.

 

Vil ikke placere skylden hos dommerne

Sagen rejser også spørgsmålet om, hvorvidt dommerne burde have grebet ind under kampen, men her ønsker Barkhuus ikke at placere ansvaret hos dommerteamet alene.

– Om man vil kategorisere det som en dommerfejl eller ej, det vil vi ikke gå ind i, slår han fast.

Han mener i stedet, at der kan være noget at lære for alle involverede parter.

– Jeg tænker, at dommerudvalget vil gå ind og snakke lidt omkring, hvad de selv kan gøre fremadrettet for at imødekomme, at holdene ikke kan lave de her fejl, siger Barkhuus.

For Næstved HG handler sagen derfor ikke om at finde en syndebuk.

Barkhuus fortæller, at trænerteamet har været åbne over for spillerne omkring fejlen, og at spillerne også er blevet opfordret til ikke at rette kritikken mod dommerne.

Han har derfor heller ikke noget ønske om at skælde dommerne ud efterfølgende.

– Men igen, det er lige så meget en fejl fra vores side i trænerteamet. Der er ikke nogen, der skal være sure eller irriteret på dommerne eller give dommerne skylden for det generelt set.

Og han afslutter:

– Jeg har ikke brug for at skælde nogen dommere ud på baggrund af det. Det synes jeg ikke er retfærdigt.

Næstved HG og AaB skal dermed mødes igen, når den nye dato for omkampen er på plads.

I den nuværende B-Liga-tabel ligger Næstved HG på sjettepladsen med seks point, mens AaB indtager syvendepladsen med tre point.