Otte klubber får licens til Kvindeligaen i 2020/2021

0
1893
BSF i en kamp mod FC Nordsjælland. Foto: Astrid Trolle

Alle nuværende otte klubber i Gjensidige Kvindeliga har også fået tildelt til licens til den kommende sæson. Klubberne kan dermed fortsætte i ligaen

Tekst: kvindeliga.dk

I denne sæson har otte klubber haft licens til at spille i den bedste fodboldrække for kvinder, Gjensidige Kvindeliga. Nu har DBU’s Kvinde-eliteudvalg besluttet, at alle otte klubber tildeles licens til at fortsætte i Kvindeligaen i 2020/2021-sæsonen.

Det drejer sig om følgende otte klubber:

Brøndby IF
BSF
FC Nordsjælland
FC Thy – Thisted
Fortuna Hjørring
KoldingQ
OdenseQ
VSK Aarhus

DBU´s Licensudvalg tildeler licens til klubberne efter en række krav, som er delt op i A-krav, B-krav og UEFA-krav. Under UEFA-krav er der øgede krav til økonomi.

UEFA-krav skal opfyldes, hvis klubben ønsker at spille Champions League. Hvis den licensansøgende klub ikke kan opfylde UEFA-krav, kan licensansøgeren ikke deltage i UEFA-turneringer, herunder Champions League

Kravene er som følger:

Krav til det sportslige
Krav til træningsfaciliteter
Krav til det administrative og ledelsesmæssige
Krav til det juridiske
Krav til det økonomiske

Kvindeligaen er på standby
Gjensidige Kvindeliga er lige som alt andet fodbold i resten af Danmark og størstedelen af Europa sat på pause i øjeblikket på grund af corona-krisen. Slutspil og kvalifikationsspil skulle have være godt i gang nu.

Fortuna Hjørring, Brøndby IF, FC Nordsjælland, VSK Aarhus, KoldingQ, og FC Thy – Thisted er de seks klubber i slutspillet, hvor de spiller om medaljer og Champions League-deltagelse.

OdenseQ og BSF spiller kvalifikationsspil mod Vildbjerg, AaB, B93 og HB Køge Pige- og Kvindeelite om at kvalificere sig til Gjensidige Kvindeliga i den kommende sæson. De seks hold kæmper om to pladser.

OdenseQ og BSF har spillet i Kvindeligaen frem til kvalifikationsspillet, mens de fire andre klubber kommer fra henholdsvis 1. division Øst og 1. division Vest.