U18DM: FC Thy Piger forbereder sig på travl forårssæson

0
1455
Pigerne på træningslejr i Tyrkiet i 2019. Foto: FC Thy-ThistedQ.

U18DM-holdende kan måske se frem til et travlt forår, ligesom resten af landets fodboldspillere, når de engang får mulighed for at spille igen. Ligaen er nemlig endnu ikke åbnet op, og AaB, Fortuna Hjørring og FC Thy Piger endte med at sidde over i efterårssæsonens sidste tre runder, inden resten af ligaen lukkede ned. De kan derfor få mere travlt end de andre U18DM-hold.

Af Charlotte Stentebjerg

”Drømmescenariet er jo, at de åbner op her den 7. februar. Så kan vi akkurat nå at få spillet de 17 kampe, som vi mangler.”

Ordene kommer fra Leo Damsgaard, der til dagligt er U18DM-træner for FC Thy Piger. Et af de nordjyske hold, der måtte sidde flere kampe over i efteråret på grund af særlige corona-restriktioner i området. Kampene er udsat på ubestemt tid.

”Vi havde planlagt en træningslejr på Sjælland, fordi vi havde fået udsat et par kampe der. Det passede det med, at vi kunne afvikle dem på samme tid. Men jeg tror desværre ikke, vi kommer derover i uge 7, og så har vi pludselig flere kampe, der hænger.”

Mens fodbolden endnu engang er lukket ned ligesom resten af samfundet, og coronaens fase to bider fast, kan de udsatte kampe og eventuelle yderligere udsatte restriktioner betyde tætpakkede kampe for landets bedste fodboldspillere i den kommende forårssæson. Især for de nordjyske U18DM-hold, AaB, FC Thy Piger og Fortuna Hjørring.

Ser det som noget positivt

Åbnes der op til februar, kan holdene dog nå at spille kampene og undgå midtugekampe i foråret. Men Leo Damsgaard kommer ikke nødvendigvis til juble, hvis der åbnes op for udelukkende at få spillet sæsonen færdig.

”Vi er jo sammen om at bekæmpe det her. Vi skal ikke spille kampe for enhver pris, det skal foregå under ordentlige vilkår. Det gælder også nu. Vi skal stå sammen om at få corona væk, og så kan vi begynde at spille fodbold efter. Det er i alles interesse, uanset hvor svært det er.”

Derfor så han det også som noget positivt, at efterårskampene blev udsat, på trods af at det kan betyde flere kampe i foråret.

”Det betød jo, at man tog ansvar.”

Lang vinterpause

Nedlukningen betød, at FC Thy Piger kunne gå på tidligere juleferie end ventet, og forlænges restriktionerne yderligere, kan U18DM-pigerne pludselig stå midt i en lang vinterpause, inden de kan komme tilbage på græs.

Normalt træner holdet tre til fire gange om ugen, og derfor er det vigtigt, at de holder formen ved lige.

”Ligenu samler vi ikke pigerne til træning på grund af de givne retningslinjer. De laver hjemmetræning, der især består af grundløb, intervalløb,” siger Leo Damsgaard.

Men der er også fokus på pigernes mentale form. Det lange fravær fra fodboldbanen kan både svække på formen, men også på psyken, når man ikke længere mødes med veninderne i klubben eller træner sammen som et hold.

”Det er svært, for vi har ikke mulighed for at gøre det store. Men i hele FC Thy har hver enkelt træner lavet en gave til hver pige, og så kører vi ud til hver enkelt spiller, og overholder selvfølgelig corona-retningslinjerne, og så tager vi en snak, hvor vi hører hvordan det går.”

Samtalerne med spillerne startede i går. Læs mere om gaverne og besøget her.

 

Forårssæsonen er på nuværende tidspunkt planlagt til at starte d. 18. februar, hvor B93 tager imod FC Thy Piger.

Den nuværende stilling i U18DM ser ud som følgende.