Tidligere elitespillere bliver nye assistenttrænere på ungdomslandsholdene

0
1704
U17-landsholdet under den seneste træningssamling i september . Foto: DBU

Signe Pries Andersen og Kristine Pedersen er nye assistenttrænere på U17- og U19-landsholdene

To tidligere elitespillere skal fremover træne landets største ungdomstalenter. Det er Signe Pries Andersen og Kristine Pedersen, som er blevet ansat som assistenttrænere for hhv. U17- og U19-landsholdene.

Signe Pries Andersen har bl.a. spillet for Brøndby IF og KoldingQ, mens Kristine Pedersen har spillet 3F-liga for Vejle og Fortuna Hjørring. Begge har adskillige års erfaring som trænere. Signe Pries Andersen har 2013-2021 været træner på BGI Akademiet, mens Kristine Pedersen de sidste tre år har været assistenttræner på U17-landsholdet.

”Jeg brænder virkelig for at give pigerne så mange kompetencer med videre i fodboldlivet som muligt. Hver gang du står og formidler, hiver du viden frem fra rygsækken – og der ligger masser af erfaring fra mine mange år som elitespiller, hvor jeg er blevet trænet af dygtige og kompetente trænere. Så det glæder jeg mig til at give videre,” siger Signe Pries Andersen til dbu.dk

Ud over at være assistenttræner på U17-pigelandsholdet fortsætter hun som talenttræner for U15-pigerne.

Kristine Pedersen har spillet 31 landskampe og ser også sine mange års eliteerfaring som et plus:

”Jeg har selv stået i deres sko og været med på rejsen fra U15- til A-landsholdet. Jeg kender følelsen af at skulle præstere på topniveau, men jeg kender også de udfordringer, der må komme undervejs. Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at kunne give igen af alt min erfaring fra min tid som spiller og hjælpe spillerne til at udvikle sig på og udenfor banen,” siger Kristine Pedersen til dbu.dk.