3F: Australsk duo fortsætter i Fortuna Hjørring

0
973
Kim Carroll og Leena Khamis. Foto: Fortuna Hjørring
Kim Carroll og Leena Khamis. Foto: Fortuna Hjørring

De to australske landsholdsspillere Kim Carroll og Leena Khamis, som spillede i Fortuna Hjørring i efteråret, fortsætter hos nordjyderne i foråret 2012.

Fortuna har indgået en ny aftale med australierne, som begge gjorde en stærk figur i den grønne trøje i efteråret. Leena Khamis, som er central angriber, scorede således 11 ligamål, mens Kim Carroll, der er central forsvarsspiller, demonstrerede både defensive og offensive styrker.

”Fortuna er meget glade for, at Kim Carroll og Leena Khamis vender tilbage,” siger manager John Robert Larsen til Fortunas hjemmeside.

”I Fortuna Hjørring har vi gennem en årrække haft en række australske spillere, som har vist store kvaliteter både spillemæssigt og socialt. Kim og Leena viste på bedste vis disse kvaliteter sidste år, og i Fortuna ser vi frem til, at de to australiere vender tilbage,” siger han,

 Kim Carroll og Leena Khamis holder ferie i februar efter en travl sæson med kampe i både den danske og australske liga samt kampe og træningslejre for det australske landshold. Men de forventes at slutte sig til Fortuna Hjørring omkring 1. marts.

24-årige Kim Carroll kommer fra den australske klub Brisbane Roar, mens 25-årige Leena Khamis kommer fra Sydney FC.