Brøndby tror på tilskuerrekord til Champions League-kamp

0
705
Brøndby jubler efter en scoring i ottendelsfinalen. Lige nu jubler de over interessen for kvartfinalen.
Brøndby jubler efter en scoring i ottendelsfinalen. Lige nu jubler de over interessen for kvartfinalen.

Humøret er højt i Brøndbys kvindeafdeling i disse timer. Ganske vist tabte Brøndby 4-0 i sidste uges kvartfinale mod Lyon i kvindernes Champions League, men Brøndby-folkene er alligevel fulde af optimisme før returkampen onsdag aften på Brøndby Stadion. Ikke fordi de tror på, at Brøndby kan vinde 5-0 og gå videre til semifinalen, men fordi alt nu tyder på, at kampen vil sætte ny tilskuerrekord for en kvindekamp på Brøndby Stadion.

”Selv hvis man tager de mest pessimistiske briller på, så tror vi på, at rekorden er i hus,” siger arrangementskoordinator Thorbjørn Kjeller.

Indtil nu har fodboldklubber og privatpersoner bestilt 3200 billetter, og da der oven i er delt et stort antal billetter ud til skoler mv. i Brøndby og Omegn, så tror Brøndby nu på, at der kommer mere end 3400 tilskuere til kampen onsdag aften.

Dermed vil tilskuertallet overhale den hidtidige rekord, som blev sat ved en Europa Cup-kamp mod Umeå for nogle år siden.

”Vi havde frygtet, at et stort nederlag i den først kamp i Lyon ville gå ud over interessen for returkampen. Men det er ikke sket. Tværtimod ser det ud til, at mange ser det som en once-in-a-lifetime-chance til at se et fantastisk fodboldhold,” siger Thorbjørn Kjeller med henvisning til Lyon, som Brøndbytræner Peer Lisdorf efter kampen i onsdags udråbte til verdens måske bedste klubhold.

Brøndby-Olympique Lyonnais spilles kl. 18.30.