Optimistisk Brøndbytræner tror på sejr over Lyon

0
1100
Brøndby jubler efter en scoring mod italienske Torres i ottendedelsfinalen.
Brøndby jubler efter en scoring mod italienske Torres i ottendedelsfinalen.

Om mindre end en uge spiller Brøndby den første af to kvartfinalekampe i kvindernes Champions League mod Olympique Lyonnais. Cheftræner Peer Lisdorf er fuld af optimisme efter en god træningsoptakt, hvor Brøndby har tanket selvtillid mod svenske storhold

Af Steen Trolle

”Vi tror på, at det kan lade sig gøre – og vi glæder os som sindssyge”.

Med bare seks dage til onsdagens første kvartfinaleopgør i kvindernes Champions League mod det franske storhold Olympique Lyonnais, er Brøndbys cheftræner Peer Lisdorf fuld af optimisme.

Som regerende Champions League-mestre og spækket med franske landsholdsspillere er Lyon storfavoritter til mødet med de danske mestre. Men Peer Lisdorf er overbevist om, at Brøndby kan levere en overraskelse. Både i udekampen i Lyon på onsdag – og i returkampen ugen efter på Brøndby Stadion.

”Jeg synes, at vi er godt forberedt, både fysisk og taktisk. Vi har spillet nogle gode træningskampe mod stærke svenske hold, og disse kampe har banket noget tro ind i truppen på, at det kan lade sig gøre,” siger Peer Lisdorf.

Mere variation i spillet

Især kampen mod det svenske storhold Tyresö FF, som pt. ligner et af verdens stærkeste klubhold, har givet selvtillid i Brøndbytruppen. Kampen, som blev spillet under en træningsturnering i Brøndby for 14 dage siden, sluttede 0-0, og især i 1. halvleg viste Brøndby gode takter mod svenskerne, som har oprustet kraftigt forud for 2012-sæsonen.

”Vi har i træningskampene haft held med at spille med større variation i vores spil, end vi gjorde i efteråret, og præcisionen og farten i pasningerne ser godt ud, så jeg tror på, at vi kan overraske allerede i den første kamp i Frankrig,” siger Peer Lisdorf.

Peer Lisdorf.

Et par ubekendte

Brøndby får endnu en testkamp mod et svensk hold på lørdag, hvor det gælder Kristianstad DFF, og her vil Peer Lisdorf formentlig stille op så tæt på startopstillingen mod Lyon. Lige nu er der dog nogle ubekendte i form af skader. Julie Rydahl har problemer med akillessenen og Nanna Christiansen har forstrukket et ledbånd i knæet under landsholdets tur til Algarve Cup  i Portugal. Trænerstaben afventer derfor de næste dage, hvor truppen også bliver fuldtallig, når Brøndbys landsholdsspillere vender hjem fra Algarve.

Landsholdsturen for en række af Brøndbys nøglespillere kunne ligne en irriterende forstyrrelse i forberedelserne til Champions League-kampene. Men sådan vælger Peer Lisdorf ikke at se på det:

”Jeg ser i stedet positivt på, at de spillere, der har været med, har fået nogle gode kampe mod nogle af verdens bedste hold og har kunnet spise og hvile fornuftigt. Så alt andet lige må det være nogle bedre spillere, der kommer hjem fra Algarve Cup, end dem der tog derned,” siger cheftræneren.

Med chartret fly

Brøndby flyver til Frankrig tirsdag morgen og træner en sidste gang på stadion tirsdag aften, et døgn før det går løs. Turen til Frankrig foregår i et chartret fly, hvilket understreger den betydning, som klubben tillægger Champions League-kampen. Det glæder selvsagt Peer Lisdorf, der konstaterer at det er en topmotiveret trup, som tirsdag lander i det franske:

”Vi glæder os som sindsyge. Vi har gået siden lodtrækningen i november og træningsopstarten i januar og set frem til det her. Spillerne har virkelig været motiverede og vist gejst, og så det har været nemt at sætte dem op til træningen lige fra starten. Samtidig er konkurrencen blevet skærpet i truppen (Mia Brogaard og australske Michelle Heyman er kommet til, red.), så alle har fra starten været indstillet på at yde deres allerbedste,” siger han.

Læs også: Så skræmmende er Brøndbys franske modstander

Læs også: Brøndby og Malmø vil sætte tilskuerrekord til Champions League