U15: Intens fight da Brøndby slog Næsby i træningskamp

0
990
Der var mange intense dueller i søndagens træningskamp på Næsbys topmoderne anlæg i Odense
Der var mange intense dueller i søndagens træningskamp på Næsbys topmoderne anlæg i Odense

Der var dømt intens fight, da to af Danmarks bedste U15-hold søndag spillede en 3 x 25 minutters træningskamp i Odense.

Næsby Boldklub, der er Fyns bedste i årgangen, prøvede kræfter med sjællandsmestrene fra Brøndby, og begge hold gav den fuld skrue i opgøret, der sluttede med en 2-0-sejr til Brøndby.

Resultatet var dog mindre vigtigt for holdene, der først og fremmest så kampen som en mulighed for at blive matchet mod en stærk modstander:

Jesper Bendixen Jacobsen, Næsby.

Næsby: Pigerne havde den rigtige indstilling

”Det er fedt at møde en modstander som Brøndby, der kan og vil spille fodbold. Der er jo en ide i Brøndbys spil lige fra højre back og opefter. Det er et niveau, som vi ikke er vant til at spille imod. Det kunne være fedt at have nogle flere kampe på det her niveau,” sagde Næsbys træner Jesper Bendixen Jacobsen efter kampen.

Hjemmeholdet manglede nogle nøglespillere, men dem der var på banen, leverede varen, mente Jesper Bendixen Jacobsen.

”Vi lider lidt under at vi mangler nogle bærende kræfter, men de andre går ind og tager et kæmpe ansvar. Pigerne har den rigtige indstilling i dag. Der er engagement og vilje til at løbe de ekstra meter for sidemanden. Vi skal så arbejde noget mere med pasningsspillet, og der er det jo fedt at møde Brøndby, som kan det,” sagde Næsby-træneren.

Brøndby: Fokus på at præstere

Vinderholdets træner Christina Jensen var nu ikke helt tilfreds med sit holds pasningsspil. ”Det var på for lavt niveau i dag. Vi smider for mange bolde væk efter tredje eller fjerde pasning,” konstaterede hun efter kampen. Men bortset fra nogle detaljer i spillet, som skal finpudses, så var Brøndbys U15-træner godt tilfreds med at have taget turen over Storebælt:

”Det var som forventet: En fysisk hård kamp, som bliver lidt sværere af at vi ikke kender modstanderen, og den slags er altid forfriskende,” sagde Christina Jensen.

Brøndby kæmpede længe for at få lukket et kompakt Næsby-forsvar op, og da det lykkedes med et langskud i tredje halvleg blev der næsten jublet som var mesterskabet hjemme. Men i virkeligheden har Brøndby slet ikke fokus på resultatet, hverken i denne kamp eller i forårets turneringskampe, siger Christina Jensen:

”Vi arbejder som noget nyt med, at det ikke gælder om at vinde men om at præstere. Målet er at hver spiller skal have succes. Det betyder, at spillerne bliver målt på de succeskriterier, som vi opstiller for den enkelte i hver kamp. Vi vil jo gerne sende nogle spillere op til U18 DM-holdet til sommer, og derfor har vi fokus på at gøre de enkelte spillere dygtigere,” siger Christine Jensen – og tilføjer:

”Men hvis alle spillerne præsterer det vi har aftalt, så præsterer vi også som hold, og så vil sejrene jo nok komme af sig selv”.

Se flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

Brøndby jubler efter sin scoring til 2-0